Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2017, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [i efteråret] 2019 udrejste til Syrien. Klagerne udrejste for at klagerens datter kunne blive tilset af en læge i Syrien, da datteren [A] lider af en [sygdom] og for at besøge familien. [I vinteren] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1, idet klageren havde været udrejst af Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at klageren og hendes to børn [i efteråret] 2019 frivilligt rejste tilbage til Syrien, og at de siden har haft bopæl der. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun frivilligt rejste tilbage til Syrien på en enkeltbillet med henblik på at søge lægehjælp til sin datter, der har en [sygdom], og at hun også ville besøge sine forældre, som hun tog ophold hos, da hendes ægtefælle havde fået en [familierelation]. Flertallet har videre lagt vægt på, at klageren først [i sommeren] 2020 forsøgte at skaffe rejsepapirer til Danmark. Klagerens forklaring, om, at hun allerede [i vinteren 19/20] og flere gange derefter forgæves forsøgte at skaffe rejsepapirer på [ambassade] i [land] tilsidesættes. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at ambassaden var lukket på grund af Corona, selv om Corona først ”nedlukkede” Danmark i [foråret] 2020. Flertallet har desuden lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget, der forhindrede klageren i på anden måde at tage kontakt til de danske udlændingemyndigheder, f.eks. pr. telefon, mail eller med almindelig post. Flertallet bemærker herved, at klagerens datter, [A], [i efteråret] 2020 på en mailadresse tilhørende klageren sendte en mail til [ministerium], hvor hun bad om, at hun kunne komme til Danmark. Flertallet tiltræder derfor, at klageren og hendes to børns opholdstilladelser er bortfaldet, da klageren og børnene frivilligt har taget bopæl i Syrien, hvor de har opholdt sig i mere end 6 måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Flertallet er desuden af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at bortfald af opholdstilladelserne ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klageren og børnenes ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flertallet tiltræder endeligt, at klageren og børnenes opholdstilladelser ikke kan anses for bevaret efter udlændingelovens § 17 a, da deres ophold i Syrien ikke kan anses for omfattet af repatrieringslovens § 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/38/juri