Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylproceduren i Tyskland samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter har tilbagetrukket sin asylansøgning, og er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren var i Tyskland i flere år uden at få afklaring på sin asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må rette henvendelse til de tyske myndigheder med henblik på genoptagelse af sin asylsag, idet klageren i Tyskland er blevet registreret med en tilbagetrukket asylsag. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke stoler på de tyske myndigheder, fordi han ikke føler, at de yder ham den hjælp og beskyttelse, som han har brug for, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren henvises til at klage ved den relevante overordnet myndighed i Tyskland, såfremt han er utilfreds med den manglende hjælp og beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens psykiske problemer blev fejlbehandlet efter han blev overfaldet i 2021, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren må forvente at kunne modtage den nødvendige mentale og fysiske sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/14/FLFR
