dub-ital20234

Nævnet hjemviste i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har haft en opholdstilladelse i Italien, som ikke er fornyet. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det fremgår af sagen, at klageren den [dato i sommeren] 2019 fik en italiensk opholdstilladelse i form af en såkaldt ”Casi Speciali” gyldig indtil den [dato i sommeren] 2021, at klageren ikke har fået fornyet opholdstilladelsen, men ansøgt herom, og at klageren således ikke længere har en gyldig opholdstilladelse i Italien. Af sagen fremgår i øvrigt, at klageren har et italiensk id-kort gyldigt indtil den [dato i foråret] 2027. Det fremgår imidlertid af Udlændingestyrelsens anmodning til de italienske myndigheder, at der anmodes om, at klageren modtages i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, om afviste asylansøgere, og de italienske myndigheder den 15. november 2022 også har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren. Klagerens advokat har gjort gældende, at klagerens opholdstilladelse er en såkaldt ”Casi Speciali”, som er udløbet og ikke længere kan fornyes. Klageren vil derfor være uden opholdstilladelse i Italien og derfor i reel fare for at blive udsendt til [hjemland]. Det gøres videre gældende, at klageren, hvis de italienske myndigheder giver klageren mulighed for at indgive en ny ansøgning om asyl, vil skulle starte helt forfra. Han vil i den situation være i reel risiko for at blive henvist til et liv på gaden uden mulighed for at klare sig, jf. AIDA, Country Report: Italy, hvoraf fremgår, at det er problematisk for Dublin-overførte på ny at få adgang til asylprocessen, ligesom mange mister deres ret til indkvartering. Denne risiko for at blive henvist til et liv på gaden er nu yderligere understøttet af de italienske myndigheders suspendering af Dublin-overførslerne med henvisning til manglende indkvarteringskapacitet. Klagerens advokat har herudover gjort gældende, at de italienske myndigheders suspendering af Dublin-overførslerne i sig selv bør føre til, at Danmark påtager sig ansvaret for klagerens asylsag og behandler den i Danmark. Der er således ingen oplysning om, hvornår overførslerne forventes genoptaget og en udsættelse af klagerens sag på ubestemt tid er i strid med princippet i Dublin-forordningens præambel punkt 5. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien er ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – behæftet med visse mangler, og de italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien midlertidigt med få undtagelser suspenderer alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. De italienske myndigheder har ved mail af 2. januar 2023 med henvisning hertil oplyst, at de fortsat ikke tillader Dublin-overførsler, og at alle planlagte overførsler derfor skal betragtes som annullerede. Den 11. april 2023 indførte den italienske regering som følge af det meget store indrejsetal en undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skal undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder ikke særligt sårbare personer, samt hvilken betydning den har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, jf. senest mail af 2. januar 2023 fra de italienske myndigheder. Det skal endvidere undersøges, om der er forskel på indkvarteringsmulighederne afhængig af, hvilken fase den pågældende befinder sig i. Udlændingestyrelsen skal endelig undersøge, om der i Italien er taget stilling i klagerens asylsag.” Dub-Ital/2023/4/DH