Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger med to børn fra Albanien. Sagen er sambehandlet med Alba/2023/2. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk albaner og muslim fra [by], Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter kriminelle grupperinger samt familien til sin afdøde ægtefælle, herunder særligt sin afdøde ægtefælles bror. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at medlemmer af de kriminelle grupperinger, ”[bandegruppe 1]”, der har slået hendes ægtefælle ihjel, og ”[bandegruppe 2]”, som hendes ægtefælle tilhørte, men som nu udgør en trussel for hende, vil slå hende ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren også har været udsat fra trusler fra sin svoger. Endelig har ansøgeren oplyst, at de albanske myndigheder samarbejder med kriminelle grupperinger og privatpersoner. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at de beskrevne forhold ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at ansøgeren ved behov må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der forekommer korruption i det albanske retsvæsen, men der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke har rettet henvendelse til de albanske myndigheder om sin situation, ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse, hvis behovet opstår. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Home Office rapport fra januar 2023 ”Country Policy and Information Note, Albania: Blood feuds” og de deri anførte oplysninger om politiske tiltag. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, bemærker Flygtningenævnet yderligere, at ansøgeren ifølge sin forklaring aldrig er blevet opsøgt af medlemmer af den omtalte kriminelle gruppering, [bandegruppe 1], og at det beror på ansøgerens formodning, at personer fra den pågældende gruppe har fulgt efter hende i bil og kigget truende og skævt på hende. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at ansøgerens ægtefælle ifølge de foreliggende oplysninger blev dræbt i [efteråret] 2020, og at ansøgeren først udrejste af Albanien i [vinteren 2022/2023]. I den pågældende periode, hvor ansøgerens svoger også boede i landet, er ansøgeren ikke blevet opsøgt af ham eller andre med tilknytning til [bandegruppe 2] gruppen, heller ikke efter de af ansøgeren fremlagte sms´er fra [sommeren] 2022. Det forhold, at ansøgerens svoger ifølge ansøgerens forklaring er blevet arresteret i [vinteren 2022/2023], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2023/1/DIEI