afgh202327

Nævnet meddelte i maj 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i oktober 2021. Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [By A] beliggende i [Provins B] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en mand ved navn [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [C] og hans mænd gentagne gange har opsøgt familiens bopæl, idet de ledte efter ansøgerens far. Da ansøgerens mor ikke ville oplyse, hvor han befandt sig, slog de både hende og ansøgeren og truede med at slå dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at [C] var modstander af folk, der havde arbejdet for den tidligere regering, og ansøgerens far havde arbejdet for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren formoder, at det var derfor, at [C] ledte efter ham. Udover at familien blev opsøgt af [C] på deres bopæl, oplevede ansøgeren også, at personer holdt øje med ham. Ansøgeren måtte ikke gå ud for sin mor, og han holdt op med at gå i skole. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter Taliban og de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet ligeledes henvist til, at han er i risiko for asylrelevant forfølgelse på grund af sin familiemæssige baggrund i øvrigt, at det er flere år siden, at han udrejste fra Afghanistan, at han har et [handicap], og at handicappede ofte er stigmatiserede i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal har efter ansøgerens forklaring og det materiale, der er fremlagt til støtte herfor, lagt til grund, at ansøgerens far har arbejdet for den tidligere afghanske regering i en chefstilling i sikkerhedsstyrkerne. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance: Afghanistan (januar 2023), side 54f, at der efter Talibans magtovertagelse – uanset meddelelsen af en generel amnesti – har været talrige eksempler på, at medlemmer af Taliban har begået overgreb mod personer, der har været ansat i sikkerhedsstyrkerne under den tidligere afghanske regering. Der har efter baggrundsoplysningerne også været tilfælde, hvor der er begået overgreb mod familiemedlemmer i forbindelse med, at medlemmer af Taliban har eftersøgt tidligere ansatte i sikkerhedsstyrkerne. Herefter og efter ansøgerens i hovedsagen konsistente forklaring herom har Flygtningenævnets flertal ligeledes lagt til grund, at ansøgeren og hans mor har været udsat for vold og dødstrusler i forbindelse med, at en person benævnt [C] og en række medfølgende personer har eftersøgt faren i anledning af dennes tidligere ansættelse i sikkerhedsstyrkerne, og at der er tale om gentagne opsøgninger på familiens bopæl over en periode på en måned. Det forhold, at ansøgeren til dels har haft svært ved at huske detaljerne i dele af dette asylmotiv, kan efter bl.a. oplysningerne om ansøgerens alder og psykiske tilstand ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder det dog mindre sandsynligt, at ansøgerens naboer kunne forhindre [C] og hans mænd i at borttage ham, hans søster og mor, og nævnet lægger derfor ikke denne del af forklaringen til grund.Under de anførte omstændigheder og da det nu er oplyst, at [C] har sluttet sig til Taliban, hvilket efter oplysningerne herom lægges til grund, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse fra Taliban. Det er herunder tillagt vægt, at i hvert fald ansøgerens [familiemedlem D], der deler efternavn med ansøgeren, efter det fremlagte må anses for profileret som en modstander af Taliban. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/27/sahe