Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste i 2015 sammen med sin bror, der efterfølgende er udrejst. Ansøgeren blev på daværende tidspunkt vurderet som umoden til at gennemføre en asylsag. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2022 genoptog Flygtningenævnet ansøgerens asylsag som følge af nye oplysninger om de aktuelle forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i [by], Iran, men kommer fra Afghanistan, hvor hans familie boede i […] provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren til, at han frygtede de ukendte personer, som hans far havde konflikter med. Han henviste endvidere til sikkerhedssituationen, og at han ikke kendte Afghanistan, hvor han aldrig har været, samt til han ikke har noget netværk i landet. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren supplerende henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som værende vestliggjort. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, der er [16-18] år, fremtræder voksen og er i stand til at svare forståeligt på de stillede spørgsmål. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv, der knytter sig til ansøgerens fars konflikt med personer i Afghanistan, og den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan henviser Flygtningenævnet til Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2021. Den omstændighed, at Taliban nu kontrollerer Afghanistan, kan ikke føre til en anden vurdering, da disse asylmotiver fortsat ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til ansøgeren. Forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet blandt andet beskrevet i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, Common Analyses and guidance note, april 2022 og EASO, Country Guidance, Afghanistan, common analyses and guidance note november 2021. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han indrejste i Danmark sammen med sin bror i [efteråret] 2015, på hvilket tidspunkt han var [8-11] år. Ansøgeren har i Danmark gået i skole og har taget en [udskolings] eksamen, og han går for tiden på en [ungdomsuddannelse]. Ansøgeren interesserer sig blandt andet for […], og han […], […] og arbejder med […] også som led i sin uddannelse. Hans spiller [sport] i en klub, og han har gennem det seneste år boet hos en dansk familie. Der foreligger flere udtalelser og foto til støtte for ansøgerens integration i Danmark, og det bemærkes, at nævnsmødet er foregået på dansk. Ansøgeren har således haft en betydelig del af sin skolegang og sin ungdom i Danmark, og han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Hertil kommer, at ansøgeren aldrig har været i Afghanistan, at han er født og opvokset i Iran, at han mistede kontakten med sine forældre og øvrige søskende bortset fra en ældre bror tilbage i 2015, og han har ikke familie i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering om ansøgerens erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren ikke vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at han ikke vil være i risiko for ikke påkalde sig Talibans opmærksomhed. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, navnlig som følge af sin vestlige fremtræden, men også som følge af sin holdning til religion, herunder også set i lyset af Talibans magtovertagelse i Afghanistan. Ansøgeren har på den baggrund sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor han har brug for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Afgh/2022/78/MNR