Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt fængsel i seks år og seks måneder for overtrædelse af blandt andet [en række bestemmelser i straffeloven], samt udvist af Danmark for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Afghanistan, fordi han frygter overgreb som følge af sin fars politiske og militære aktiviteter. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han risikerer asylbegrundende overgreb som følge af, at han må anses som vestliggjort. Klageren har endvidere henvist til de generelt forværrede forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Klageren har endelig henvist til de gennerelle forhold i Afghanistan. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af sin fars konflikt med Taliban. På baggrund af sagens oplysninger lægges det til grund, at klagerens far havde en konflikt med Taliban. Denne konflikt ligger mere end 20 år tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at Taliban i forbindelse med den internationale invasion af landet i 2001 mistede magten i Afghanistan og i en meget lang periode ikke har haft herredømme over de større byer, herunder Kabul. Allerede på denne baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at Taliban, såfremt klageren vender tilbage til Afghanistan, umiddelbart ville kunne identificere ham som søn af en tidligere modstander. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb m.v. som følge af klagerens fars aktiviteter. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som klageren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Det er heller ikke sandsynliggjort, at Taliban, henset til den langvarige krigstilstand og voldsomme omvæltninger i Afghanistan, og til at et meget stort antal personer er udrejst af og indrejst i landet, har fuldt overblik herover. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har gentaget, at han frygter overgreb fra personer, som har fremsendt et trusselsbrev, hvilken forklaring Flygtningenævnet i sin afgørelse af [foråret] 2019 da heller ikke lagde til grund. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i Kabul fra sin fødsel i [midten af 1990’erne] til [starten af 2000’erne], og som i hvert fald taler dari i et vist omfang, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Om den generelle situation i Afghanistan. Det er Flygtningenævnets praksis, at dette forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet henviser i den forbindelse blandt andet til afgørelsen Afgh/2022/19, som er offentliggjort på Flygtningenævnets hjemmeside. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at der intet grundlag er for at antage, at oplysninger om, at klageren i Danmark flere gange er straffet og udvisningsdømt, vil tilgå de afghanske myndigheder. Konklusion. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Afgh/2022/54/MIMA
