Nævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark på ny [i efteråret] 2020, og at hun og de medfølgende børn [i sommeren] 2022 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold samt de syriske myndigheder, idet hun har forladt sin stilling som offentligt ansat. Klageren har herom oplyst, at hun i perioden fra [en flerårig periode] har været ansat i [offentlig myndighed] i Syrien. Klageren udrejste af Syrien i slutningen af 2013 uden at orientere sin arbejdsgiver om udrejsen. Klageren forventer, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til afhøring, fordi hun har forladt sin stilling som offentligt ansat uden forudgående tilladelse. Klageren frygter, at hun vil blive betragtet som en modstander af det syriske styre og fængslet, således at børnene vil være nødsaget til at opholde sig på gaden. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 oplyst, at der nedlægges påstand om, at klageren og hendes medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har i den anledning besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet meddeler i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens påstand klageren og hendes medfølgende børn [A], [B] samt [C] opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven § 7, stk. 1.” Syri/2023/52/MLVT.