soma202313

Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 123, stk. 1, stk. stk. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og ikke troende. Hans mor er fra [by A], Somalia. Klageren er født i Danmark. Klagerens mor tilhører [klan A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i fem demonstrationer i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet i Somalia, idet han ikke er praktiserende muslim. Han har videre henvist til sin mors konflikt i Somalia, samt at han risikerer at få problemer, da hans kæreste, som han har fået et barn med, ikke er muslim. Klageren har endelig henvist til, at han ikke kan tale somalisk, og at han ikke har noget netværk i Somalia, hvorfor han ikke kan forsørge sig selv. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har hørt fra andre, at man kan blive stenet i Somalia, hvis man ikke er praktiserende muslim. Klageren har videre oplyst, at han ikke ved, hvad hans mors konflikt handler om, men at han frygter, at der vil ske noget med ham. Han har endelig oplyst, at det på sociale medier fremgår, at han har en kæreste, som ikke er muslim, ligesom det også fremgår, at han har fået barn med sin kæreste, uden at de er gift. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet tiltræder i det hele den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført. For så vidt angår spørgsmålet om, at klageren ikke er praktiserende muslim og alene har begrænset kendskab til somalisk kultur, henviser Flygtningenævnet yderligere til, at det fremgår af klagerens brors samtalereferat af [foråret] 2022, at moren har givet broren, som blandt andet har praktiseret sin tro ved fredagsbøn, bøger om islam, så broren kunne lære troen at kende. Klagerens mor, som ved ankomsten til Danmark allerede havde født klagerens [antal] ældre søskende, oplyste på daværende tidspunkt, at hun var muslim. Det fremgår endvidere af klagerens brors sag, at klagerens mor afgav forklaring til politiet under medvirken af tolk. Klageren må herefter antages at have nogen kendskab til islam samt sproget og kulturen i Somalia. Hertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at al-Shabaab eller andre grupper eller personer skulle efterstræbe klageren, som ikke er profileret i forhold til grupperne, som følge af disse ovennævnte forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens mor stammer fra et myndighedskontrolleret område. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold heller ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at opnå asyl i Danmark, og udlændingelovens § 31 er ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/13/lodu