Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2012. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk myanmarer og buddhist fra Yangon, Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Myanmar, fordi hun har arbejdet på en klinik, [navn], i Thailand og derfor har et modsætningsforhold til militærjuntaen i Myanmar. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i [starten af 00’erne] blev uddannet som læge i Myanmar. På daværende tidspunkt skulle man efterfølgende arbejde i tre år efter at have færdiggjort sin uddannelse, og hvis ikke man gjorde det, skulle man betale kompensation. Ansøgeren søgte job som læge i Myanmar, men valgte i stedet at tage til Thailand, hvor hun arbejdede som læge i syv år på [navn på klinik] i grænseområdet mellem Thailand og Myanmar. På klinikken behandlede de blandt andre flygtninge fra Myanmar og internt fordrevne. Ansøgeren arbejdede desuden på migrantskoler, der var oprettet på den thailandske side af grænsen, ligesom hun arbejdede som tolk. Efter ansøgerens udrejse til Thailand modtog ansøgerens familie et brev vedrørende kompensationen, som ansøgeren skulle betale for ikke at have arbejdet som læge i Myanmar. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Myanmar. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at hun ikke længere har familie i Myanmar ud over en ugift faster, og at situationen for hende som enlig kvinde uden mandligt netværk er yderligere forværret efter militærkuppet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, som Udlændingestyrelsen og tidligere Flygtningenævn under behandling af sagen i oktober 2019 har gjort. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er uddannet læge i [starten af 00’erne] og har arbejdet på [navn på klinik] i Thailand på grænsen til Myanmar i en årrække og frem til hendes indrejse i Danmark i 2012. Omkring ansøgerens tidligere arbejde på [navn på klinik] lægger Flygtningenævnet til grund, at dette arbejde har bestået i dels behandling af burmesiske flygtninge og internt fordrevne og dels som underviser på migrantskoler, der var oprettet ved den thailandske grænse. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter endt uddannelse er pålagt at skulle betale en kompensation, da hun ikke har arbejdet som læge i Myanmar, og at hendes familie har modtaget et brev herom. Hertil kommer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Myanmar vil være enlig kvinde uden mandligt netværk, da hendes far og bror er døde. Efter baggrundsoplysningerne, herunder navnlig oplysningerne om arbitrære anholdelse af og angreb på sundhedsfagligt personale, som blandt andet anført i ”Violence Against or Obstruction of Health Care in Myanmar”, januar 2023 update, Insecurity Insight og ”Attacks on Health Care in Myanmar”, 17-30 May 2023, Insecurity Insight, finder Flygtningenævnet henset til ansøgerens faglige profil, det tidligere udførte arbejde på [navn på klinik], og at ansøgerens profil er kommet til de burmesiske myndigheders kendskab dels før men også efter militærjuntaens magtovertagelse i forbindelse med forsøg på hjemsendelse, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af militærjuntaen vil blive opfattet som en modstander. På den baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Myanmar. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket pågældende befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren er ved dom [fra vinteren 2020/2021] idømt fængsel i seks måneder og udvist med et indrejseforbud i seks år for overtrædelse af straffelovens [en række bestemmelser, herunder § 119]. Ansøgeren er tillige tidligere idømt en betinget fængselsstraf på 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 266, og ansøgeren har i 2013 og 2014 modtaget bødeforlæg i forbindelse med overtrædelse af straffelovens § 244 over for en [person]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på baggrund af den seneste dom må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og arten af volden omfattet af straffelovens § 119 begået imod to personer ad flere omgange. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og grovheden af det pådømte, herunder baggrunden for overfaldet og fareforvoldelsen mod to politibetjente, der opstod i forbindelse med en anholdelse. Nævnet har tillige lagt vægt på, at de tidligere afgørelser ligger tilbage i tid. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på længden af den idømte straf, og på at ansøgeren ikke efterfølgende har udvist kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at hun er en fare for samfundet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens personlige forhold. Flygtningenævnet finder på denne bagrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Myan/2023/7/tps
