ævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene samt at klageren frygter nogle konkre-te personer i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene, da han indgav ansøgning om asyl i Dan-mark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøg-ning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren som følge af, at han har oplysninger om ulovligheder begået af det [firma], som han har arbejdet for, frygter at blive slået ihjel i Nederlandene af personer med tilknytning til den tyrkiske indenrigsminister, Süleyman Soylu og ministeren for MHP-partiet, Aslan Savasan, og det forhold, at klageren har modtaget opkald fra disse personer, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Nederlandene, må klageren henvises til at tage kon-takt til de nederlandske myndigheder, herunder det nederlandske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren frygter forfølgelse af tyrkiske myndighedspersoner i Nederlandene, og det forhold, at klageren subjektivt frygter de nederlandske myndig-heders samarbejde med de tyrkiske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren lider af [diagnose] og [diagnose], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren forventes at kunne modtage den rette behandling i Nederlandene. I henhold til den fremsendte sundhedsjournal forudsætter nævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underetter de nederlandske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante hel-bredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endelig kan det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at modtagerforholdene i Nederlandene er mangelfulde, ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at over-føre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særli-ge hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2023/4/kdo
