Nævnet meddelte i februar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tyr, Libanon. Ansøgeren har været medlem af [A]-militsen siden han var omkring syv eller otte år og frem til sin udrejse af Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hans [familie] vil slå ham ihjel, hvis de får kendskab til hans seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han er biseksuel, […]. Da han var [teenager] følte han sig tiltrukket af drenge og havde som [teenager] sin første seksuelle erfaring med en jævnaldrende dreng fra nabolaget. Han turde ikke gentage dette i frygt for at blive opdaget. […]. Efter ansøgeren indrejste i Danmark tog han på barer for homoseksuelle og var aktiv på dating-apps. Han er for tiden i et længerevarende kæresteforhold med […]. Hans familie presser ham allerede til at indgå ægteskab, og det vil ikke være muligt for ansøgeren at blive ved med at skjule sin seksuelle orientering. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, hvorfor der skal foretages en vurdering af, om han er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D. Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om han for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er ansøgeren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse, ophører udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, og ansøgeren anses automatisk for værende omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre ansøgeren af andre grunde er udelukket mv. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den statsløse palæstinenser enten er registreret eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkelig til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. På baggrund af sagens oplysninger, herunder ansøgerens UNRWAs familieregistreringskort, hvoraf fremgår, at ansøgeren er registeret hos UNRWA, og det af ansøgeren oplyste om, at han har modtaget hjælp fra UNRWA, idet han blandt andet har gået i en UNRWA-skole og har modtaget lægehjælp gennem UNRWA, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, medmindre UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der henvises til EU-Domstolens dom i Alheto-sagen, jf. C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, dom af 25. juli 2018. I dommen, der angik en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza, anfører EU-Domstolen i præmis 86 blandt andet følgende om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D: ”86. Som fastslået af Domstolen finder artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 [der svarer til flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.] anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Det anførte indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, automatisk vil være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin seksualitet og sit forhold til [B] til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring herom, som støttes af de bilag, som ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om, at hans familie i Libanon er meget konservativ og religiøs, og at hans [familie] vil slå ham ihjel, hvis de får kendskab til hans seksuelle orientering, til grund. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at de libanesiske myndigheder ikke vil kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse. På baggrund heraf lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, og at han dermed er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., hvorved udelukkelsen af beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark må anses for værende ophørt. Ansøgeren anses herefter automatisk for værende omfattet af flygtningekonventionen, og Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Stat/2022/3/imbs