Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/46/anfi. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Somalia. Ansøgeren har senest opholdt sig i byen [by A] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af en mand, der arbejdede for hans [familiemedlem] i Somalia, idet ansøgeren har forladt [familiemedlem], inden [familiemedlem] døde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Danmark, men udrejste som [10-15-årig] for at tage ophold i henholdsvis [land A], [land B] og Somalia. Ansøgeren troede forud for rejsen, at han alene skulle på sommerferie i [land C] for derefter at vende tilbage til Danmark. Ansøgeren boede herefter [et antal år] i [by A] i Somalia sammen med sin søster og [familiemedlem], hvor han gik i koranskole og almindelig skole. Ansøgeren blev slået i koranskolen og af den mand, som hjalp ansøgerens [familiemedlem], og som boede i huset sammen med dem. Ansøgeren fik at vide fra sin søster, at manden, der arbejdede for ansøgerens [familiemedlem], har fremsendt trusler på livet rettet mod ansøgeren og hans søster. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter overgreb eller tvangsrekruttering af al-Shabaab eller anden lokal milits med henblik på deltagelse i borgerkrigen. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv som følge af den manglende sikkerhed og manglende muligheder i landet, samt at ansøgeren intet netværk har i Somalia eller kendskab til religionen og sprogkundskaber i øvrigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt i Somalia, selvom det må lægges til grund, at ansøgeren og hans søster ufrivilligt har opholdt sig i Somalia gennem en længere periode. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en aktuel konflikt med en mandsperson i [by A], der var knyttet til [familiemedlemmets] husstand, og som har fremsat trusler over for ansøgeren og hans søster i [2019-2021] efter [familiemedlemmets] død i [2019-2021]. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, har forklaret forskelligt om, hvordan han fik kendskab til truslerne. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor den pågældende mandsperson skulle have interesse i at begå overgreb på ansøgeren i [2019-2021] og således året efter, at ansøgerens [familiemedlem] var afgået ved døden. Den måde, som ansøgeren har beskrevet den omhandlede mandsperson på, fremstår desuden helt overfladisk, særligt henset til ansøgerens langvarige kendskab til den pågældende under opholdet i Somalia. Hverken ansøgerens overordnede og uspecificerede frygt for Al-Shabaab eller for at blive tvangsrekrutteret hertil eller til militser eller de generelle forhold i Somalia kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren rent faktisk har opholdt sig i Somalia i en længere periode og opnået erfaring med livet i landet, og at han under sit tidligere ophold i landet ikke har haft problemer i forhold til tvangsrekruttering. Der henvises i øvrigt til begrundelsen i nævnets afgørelse af dags dato vedrørende ansøgerens søster [ansøger A]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og en opholdstilladelse i Danmark kan således ikke meddeles efter asylreglerne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/47/anfi