Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [by] i [region]-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren frygtede endvidere, at det somaliske militær ville tvinge ham til at arbejde for dem. Klageren frygtede endvidere krigen i sit hjemområde, og at han ikke havde noget at vende tilbage til, hvorfor han ville skulle starte helt forfra i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i [foråret] 2013 blev anholdt af [antal] bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Under anholdelsen blev klagerens far slået ihjel. Klageren blev ført til at af al-Shabaabs fængsler, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter 10 dage i fængslet blev klageren løsladt, idet al-Shabaab fandt, at han var skadet og psykisk ustabil. Klagerens [familiemedlem] arrangerede herefter klagerens udrejse af Somalia. I [vinteren 13/14] indrejste klageren i Danmark, og han søgte asyl [i vinteren 13/14]. [I sommeren] 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen, udfærdiget af Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014, at styrelsen i det væsentlige kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen i det væsentlige forekom sammenhængende. [I vinteren 17/18] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. [I vinteren] 2019 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat havde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af nævnets afgørelse, at nævnet tiltrådte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse, men nævnet fandt samtidig, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26. [I sommeren] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget ikke længere er til stede. Styrelsen har samtidig vurderet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fastholdt sine tidligere forklaringer og de tidligere påberåbte asylmotiver, og han har i den forbindelse gjort gældende, at de danske udlændingemyndigheder ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke længere har et behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/41/juri
