Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde i forbindelse med sin oprindelige asylsag i 2016-2017 oplyst, at hans far i [1990’erne] blev beskyldt for at arbejde som spion for ukendte oppositionsgrupper i Iran. Den mandlige ansøgers far blev som konsekvens heraf fængslet og underlagt meldepligt. Den mandlige ansøgers far har ikke haft problemer med de iranske myndigheder siden [midten af 1990’erne], ligesom den mandlige ansøger ikke har haft problemer som følge af sin fars problemer med de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger havde i sin oprindelige asylsag i 2016-2017 som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet på livstid og tortureret af de iranske myndigheder, idet han har haft et skænderi med en politibetjent og i den sammenhæng ytret sig regimekritisk. Den mandlige ansøger havde videre henvist til, at han ønsker, at hans døtre kan vokse op med rettigheder og frihed. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt, og at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede for sin egen og sine børns sikkerhed. Den mandlige ansøger havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror blev beskudt af politiet i begyndelsen af 2010. Den mandlige ansøgers bror blev som følge heraf invalideret. Den mandlige ansøgers bror sagsøgte på denne baggrund den politibetjent, som havde skudt ham. Efter retssagen blev den mandlige ansøger involveret i sin brors konflikt, idet han havde en verbal konfrontation med den politibetjent, som havde skudt hans bror. Den mandlige ansøger ytrede sig i den sammenhæng negativt om islam og det iranske regime. Politibetjenten truede den mandlige ansøger med, at han ville anmelde den mandlige ansøger til efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger levede herefter i skjul i forskellige landsbyer frem til sin udrejse. Frem til udrejsen blev den mandlige ansøgers bopæl opsøgt flere gange af efterretningstjenesten. Den kvindelige ansøger var til stede på bopælen under flere af disse henvendelser. Endelig er nogle af den mandlige ansøgers familiemedlemmer blevet opsøgt. Den kvindelige ansøger havde til støtte for sit asylmotiv i øvrigt oplyst, at hendes svoger for mange år siden fik problemer med myndighederne, og at han i den forbindelse blev skudt i ryggen. Efter et par måneder afleverede myndighederne et brev på den kvindelige ansøgers svogers adresse, som gjorde den mandlige ansøger sur. Den mandlige ansøger havde som følge heraf en konfrontation med en myndighedsrepræsentant og fik på denne baggrund en konflikt med de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger flygtede herefter. Den mandlige ansøger var adskilt fra den kvindelige ansøger og deres børn i nogle år. Herefter ransagede de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers bopæl flere gange. [I sommeren] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at nævnet ikke kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund, og at ansøgerne dermed ikke havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgerne har i forbindelse med deres anmodning om genoptagelse henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøger havde fået en depression efter ansøgerne blev meddelt afslag på asyl i 2017, hvorfor hun følte, at selvmord var den eneste mulighed. Ansøgerne blev herefter introduceret til kirken, hvor de fandt et fællesskab og derved en vej tilbage til livet. Ansøgerne deltager aktivt i mange aktiviteter i og omkring kirken, og den kvindelige ansøger laver mad til arrangementer og sammenkomster i kirken. Den mandlige ansøger har yderligere oplyst, at han allerede forud for sit møde i Flygtningenævnet i 2017 var interesseret i kristendommen, men at han ikke havde nævnt det på nævnsmødet, da han på det tidspunkt først lige var begyndt at undersøge kristendommen, og da han ikke følte sig kristen på det tidspunkt. Ansøgerne har regelmæssigt og konsistent gennem fem år deltaget i gudstjenester, bibelstudier, sociale aktiviteter, weekender og sommerlejre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om deres konversion til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerne efter afslaget på asyl i [sommeren] 2017 flyttede til [et udrejsecenter], hvor de gennem et fællesskab med en anden iransk familie og deres børn begyndte at komme i en kirke i [Nordsjælland]. Ansøgerne har begge forklaret, hvorledes deres deltagelse i de kirkelige aktiviteter i begyndelsen primært udgjorde et socialt fællesskab for dem og børnene, men at de efterhånden blev interesseret i den kristne tro, som gennem en oplevelse af fællesskab med de andre kirkegængere gradvist begyndte at få betydning for dem. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgernes nye asylmotiv angående konversion, at det som udgangspunkt giver anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgerne efter at være fremkommet med andre asylmotiver, som de har fået afslag på, begyndte at komme i kirken og fik interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne under genoptagelsessagen på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for, at deres konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Det gælder navnlig for den kvindelige ansøger, som på en overbevisende måde har forklaret, hvorledes hun kan relatere begrebet tilgivelse til det forhold, at hendes far og bror i sin tid havde tvangsgiftet hende med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre for kristne grundprincipper, kristne højtider og hovedindholdet i Biblen, ligesom de har deltaget i dåbsforberedelse forud for deres dåb. Det lægges videre til grund, at ansøgerne vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og deltagelse i møder og aktiviteter, således som dette er underbygget af en række udtalelser fra kirker, m.v., hvor det er beskrevet, at ansøgerne gennem de seneste fire til fem år har udvist en konstant interesse for kristendommen. Det fremgår af disse udtalelser tillige, at ansøgerne har deltaget aktivt i forskellige former for menighedsarbejde og arrangementer, ligesom det fremgår af opslag af billeder og videoer på den mandlige ansøgers åbne [profil på et socialt medie], at han har deltaget aktivt i gennemførelsen af gudstjenester. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgerne på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at deres konversion er reel. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af deres konversion. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at selv om ansøgerne er tidligere yarsan, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgerne ikke som frafaldne yarsan risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer, herunder med henvisning til det begrænsede baggrundsmateriale vedrørende konsekvenser i Iran af konversion fra yarsan-troen til kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af deres konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/63
