Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1995.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […] Irak. Det fremgår af sagen, at klageren [i] 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han indrejste i Danmark [i] 1995. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2020 udrejste til Irak. Klageren udrejste for at få foretaget en [behandling] og for at besøge sin datter, som bor i Irak […]. [I sommeren] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren har opholdt sig uden for landets grænser i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet nævnet efter viseringerne i klagerens pas og det i øvrigt oplyste har lagt til grund, at klageren udrejste af Danmark [i efteråret] 2020 og indrejste igen [i efteråret] 2021. Det er herefter ufornødent at tage stilling til, om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet ligeledes, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Klagerens opholdstilladelse er således bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder af klagerens tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har således på den ene side lagt vægt på, at klageren, der er [55-60] år gammel, har opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i mere end 27 år, og at han har [flere] voksne børn, der er bosiddende her i landet. På den anden side har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i hjemlandet i mere end 13 på hinanden følgende måneder, at klageren efter baggrundsoplysningerne om forstyrrelser i flytrafikken som følge af Covid-19 ikke var forhindret i at udrejse fra Irak til Danmark efter afslutningen af sin [behandling i efteråret] 2021, at klager først udrejste en måned senere, at klager ikke har sandsynliggjort, at han eller familiemedlemmer har rettet henvendelse til de danske myndigheder i anledning af udrejsen til Irak og/eller om de problemer, der måtte være ved hjemrejsen til Danmark, og at klageren efter det oplyste har opholdt sig i Irak i sammenlagt ca. 3 år siden 2017. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse – uanset hans i udgangspunktet meget stærke tilknytning til Danmark, jf. ovenfor – ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagerens forhold til sin tidligere ægtefælle efter oplysningerne om deres samliv efter skilsmissen, bopælsforhold, ophold i henholdsvis Danmark og Irak og det i øvrigt oplyste ikke udgør familieliv i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har familie i Irak i form af en datter [samt flere søskende og nevøer], at han taler og forstår arabisk, og at han navnlig inden for de seneste år har haft flere og længerevarende ophold i Irak, herunder at klageren efter det oplyste har opholdt sig i Irak i sammenlagt ca. 3 år siden 2017. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren – selvom han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet – under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Irak/2022/27/anjv
