Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde søgt om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke ønsker at komme tilbage til Tyskland, fordi han tidligere har haft det meget svært i landet, ligesom han er bange for, at han atter kommer til at vente i årevis uden at der træffes en afgørelse i hans asylsag. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter har tilbagetrukket sin asylansøgning, og er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet angrebet og føler sig truet på livet af sine nigerianske bofæller, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Det kan i den forbindelse heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren efter det oplyste har rettet henvendelse til det tyske politi med klage over, at hans bofælle havde opsøgt klageren på hans vens adresse, men at politiet ikke gjorde noget, fordi klageren ikke havde været udsat for vold. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagen. Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har kontaktet de tyske sociale myndigheder med henblik på at blive flyttet til en anden lejlighed, men at dette var nytteløst, da de oplyste ham, at de ikke havde nogen steder at flytte ham hen til. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet instans over de sociale myndigheders håndtering af hans anmodning. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter at komme tilbage til en udsigtsløs situation i Tyskland, idet han i årevis har ventet uden, at der blev truffet en afgørelse i hans asylsag, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren må rette henvendelse til de tyske myndigheder med henblik på genoptagelse af hans asylsag, idet klageren i Tyskland er blevet registreret med en tilbagetrukket asylsag. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Heller ikke det forhold, at klageren har anført, at han lider af et [skade] og [sygdom], kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Herudover kan det forhold, at klagerens bror er bosiddende i Danmark, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet mellem klageren og broderen ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at der ikke foreligger et afhængighedsforhold mellem den herboende bror og klageren omfattet af artikel 16. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør realitetsbehandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022 om at overføre klageren til Tyskland, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Tysk/2023/1/SCH
