dub-tysk202222

Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har haft en konflikt med en asylansøger i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland i efteråret 2022 stiltiende har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse, og at Tyskland [i efteråret] 2022 skriftligt har accepteret af modtage klageren i overensstemmelse med anmodningen af [efteråret] 2022. Det forhold, at klageren i Tyskland har haft en konflikt med en mand, som klageren boede på asylcenter med, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at episoden med manden må betragtes som et enkeltstående tilfælde, og at konflikten ifølge klageren selv er afsluttet. Såfremt klageren ved en tilbagevenden til Tyskland måtte opleve problemer med den samme mand, henvises klageren til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at politiet i Tyskland ikke har hjulpet ham, og at han derfor føler sig usikker, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagerens anmeldelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2022/22/eeb.