Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har fået meddelt afslag på asyl i Belgien. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Belgien samt til de forhold, at klageren tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark, og at hans mor og søskende har opholdstilladelse som flygtninge i Danmark. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har navnlig gjort gældende, at de belgiske myndigheders behandling af asylsager lider af sådanne systemiske mangler, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Klageren har endvidere gjort gældende, at hans tilknytning til Danmark i form af tidligere opholdstilladelse og familiemæssige forhold er af sådan en karakter, at asylsagen bør behandles i Danmark. Klageren har oplyst, at han efter registrering som asylansøger i Belgien i [foråret] 2019, flyttede ind på et asylcenter i Namur. Han boede ikke på centeret så længe, idet han for det meste opholdt sig hos sine venner og hos en kvinde, som han kendte. Han fik afslag på asyl efter omtrent ét år og nogle måneder. Han læste ikke afslaget, da han var småsyg og ikke boede på centret, hvortil afslaget var sendt. Han klagede over afslaget på asyl, men retten stadfæstede afslaget. Efter afslaget forblev han i Belgien, hvor han boede hos nogle venner og en kvinde. Han søgte om asyl igen i [foråret eller sommeren] 2021. Han fik på ny afslag, som han påklagede. Efter omtrent syv måneder fik han afslag i klagesagen og påbud om at udrejse af Belgien. Han blev i den forbindelse bedt om at forlade asylcentret, og han flyttede derfor til nogle venner i Belgien. Han udrejste af Belgien i [sommeren] 2022. Klageren har endvidere henvist til, at der består et afhængighedsforhold til hans herboende familie (mor og søskende). Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne er opfyldt for overførsel af klageren til Belgien, jf. udlændingelovens § 48 a, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, idet klageren har en afsluttet asylsag i Belgien, hvor han er registreret som asylsøger henholdsvis [i foråret] 2019 og [i foråret] 2021, og Belgien [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren. Spørgsmålet er herefter, om der i sagen foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der taler for alligevel at behandle klagerens asylansøgning her i landet i lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om modtageforholdene for asylansøgere i Belgien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagerens helbredsforhold ikke kan føre til, at der foreligger sådanne særlige hensyn, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark. Klageren må således henvises til at kontakte sundhedsmyndighederne i Belgien med henblik på eventuel behandling af [sine lidelser]. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremstår de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylsøgere i Belgien mangelfulde. Dette er navnlig og senest kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra hjemløse asylsøgere i Belgien. Det drejer sig om følgende sager: Foreløbig foranstaltning af 31. oktober 2022, Camara mod Belgien (app. no. 49255/22), foreløbig foranstaltning af 15. november 2022, Msallem and 147 andre mod Belgien (app. nos. 48987/22 og 147 andre), foreløbig foranstaltning af 21. november 2022, Reazei Shayan og 189 andre mod Belgien (app. nos. 49464/22 og 189 andre), foreløbig foranstaltning af 1. december 2022, Almassri og 121 andre mod Belgien (app. nos. 49424/22 og 121 andre), og senest foreløbig foranstaltning af 13. december 2022, Al-Shujaa og andre mod Belgien (app. no. 52208/22 og 142 andre). Af Menneskerettighedsdomstolens seneste pressemeddelelse af 16. december 2022 i tilknytning til sagen vedrørende Al-Shujaa og andre (app.no. 52208/22 og 142 andre) fremgår blandt andet: ”… Principal facts and requests for interim measures. From September to December 2022 the Court received requests for interim measures under Rule 39 of the Rules of Court from about 832 applicants. They are asylum-seekers of various nationalities. About 58 of them have identified themselves to the Belgian authorities as unaccompanied minors. The applicants, who are in Belgium and have no accommodation, complain that they have not been allocated places in the reception system by the Federal Agency for the Reception of Asylum Seekers (Fedasil) in accordance with the Law of 12 January 2007 (“the 2007 Act”). Some of the applicants brought proceedings in the Brussels Labour Court (tribunal du travail) and obtained final domestic decisions directing that Fedasil was to assign them a place of accommodation and grant them the support required by section 6 of the 2007 Act, in default of which Fedasil was to be liable for damages which would continue to accrue until it did as directed. Those decisions have not been complied with to date. Some applicants have not sued in the Labour Court or have yet to receive a final domestic decision. Still others have been assigned places of accommodation since lodging interim measure requests with the Court. Complaints. The applicants allege an infringement of their rights under Article 3 (prohibition of inhuman and degrading treatment) of the Convention. Some of them also allege a violation of Article 8 (right to respect for private and family life) of the Convention and of Article 6 (right to a fair hearing) read in conjunction with Article 13 (right to an effective remedy). Decisions of the Court. The Court decided to indicate an interim measure to the Belgian State in the case of Al-Shujaa and Others v. Belgium (application no. 52208/22 and 142 others), concerning 143 applicants who had obtained domestic decisions which had become final. The Court directed the Belgian Government to comply with the decisions of the Brussels Labour Court and provide the applicants in question with accommodation and material assistance to meet their basic needs for the duration of the proceedings before the Court. The Court also decided, pursuant to Rule 39 § 2 of the Rules of Court, to give notice of the interim measure to the Committee of Ministers. Furthermore the Court decided to reject the requests for interim measures of those applicants (adults or unaccompanied minors) who had not obtained a final domestic decision. There are 57 such applicants. The Court took note of the withdrawal of the interim measure requests of some applicants (unaccompanied minors) as they had obtained accommodation.…” Af AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022, fremgår det blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter. Samtidig er der dog i rapporten peget på en række problemer i det belgiske modtagesystem. Af øvrigt baggrundsmateriale, der beskriver de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, kan der endvidere blandt andet henvises til ECRE Weekly Bulletin fra henholdsvis den 2. september 2022 og 21. oktober 2022. Belgien har tiltrådt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dublinforordningen bygger desuden på et princip om gensidig tillid. Uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at en overførsel af klageren til Belgien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019 (Abubacarr Jawo mod Forbundsreplikken Tyskland, sag C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det fremgår af sagen, at klageren tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at hans mor og søskende befinder sig her i landet. Klagerens mor og søskende er imidlertid ikke omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, jf. forordningens artikel 2, litra g, og der er navnlig i lyset af klagerens udrejse af Danmark i 2019 og de øvrige oplysninger om forholdene i familien ikke grundlag for at antage, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og hans herboende familie, som kan føre til, at asylsagen skal behandles her i landet med henvisning til de af klageren påberåbte bestemmelser i Dublinforordningen, EU-charteret (artikel 24), Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 8) og Børnekonventionen (artikel 3) samt hensynet til familiens enhed. Det bemærkes, at den relation, som klageren har haft til sine familiemedlemmer under opholdet i Danmark i det væsentlige må beskrives som et almindeligt familieliv uden at der foreligger et afhængighedsforhold. Samlet set finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien forudsætter nævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Det bemærkes, at Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren allerede har fået afgjort sin asylsag i Belgien.” Dub-belg/2022/6/ehd
