Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra [hjemby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dømt som landsforræder, fordi han deserterede fra hæren i 1993. Han har til støtte herfor oplyst, at han i perioden [periode i 00’erne] i Danmark mødtes med en delegation fra Armenien foranlediget af dansk politi. Delegationen oplyste, at han ville blive udsat for vold, hvis han vendte tilbage til Armenien, fordi han var flygtet til Danmark. Han frygter derudover at være adskilt fra sine børnebørn, der bor i Danmark, og at få [helbredsproblemer som følge af allergi] i Armenien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun vil blive fængslet, udsat for overgreb og betragtet som landsforræder, fordi hun i Danmark har angivet et aserbajdsjansk navn og angivet sig som værende muslim. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i [årstal i 00’erne] eller [andet årstal i 00’erne] mødte en armensk delegation i Danmark, og at en person fra delegationen sagde, at han hadede armenere, der skiftede religion. Hun har derover som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle blev indkaldt til militærtjeneste i Armenien, og at det var derfor, at de udrejste. Endelig har hun som asylmotiv oplyst, at hun frygter krigen ved en tilbagevenden til Armenien, og at hun bliver ensom ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes asylmotiv i hovedsagen fortsat vedrører en konflikt med myndighederne i Armenien i anledning af den mandlige ansøgers angivelige desertering fra militærtjeneste i 1993. Dette asylmotiv har efter Flygtningenævnets afgørelse af [dato i efteråret] 2000 ikke kunnet danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7, idet ansøgernes forklaringer herom er blevet tilsidesat. Flygtningenævnet finder, at der ikke er fremkommet nye væsentlige oplysninger om dette asylmotiv i forbindelse med nævnsmødet. Ansøgerne har derimod forklaret afvigende og udbyggende i forhold til tidligere forklaringer herom, idet den mandlige ansøger bl.a. nu har forklaret, at det ikke var hans bror, der døde, og hvis begravelse han deltog i, men en god kammerat, og at han to gange flygtede fra fronten, men den første gang blev sendt tilbage til tjeneste ved fronten. Begge ansøgere har endvidere afgivet en ny forklaring om de nærmere omstændigheder vedrørende den mandlige ansøgers tvangsrekruttering til militæret og om deres og deres døtres flugt fra Armenien til [andet land]. Det pågældende asylmotiv kan derfor fortsat ikke danne grundlag for asyl. Det forhold, at den mandlige ansøger i [00’erne] efter sin forklaring er blevet truet med vold af en armensk delegation i Danmark i tilfælde af hans tilbagevenden til Armenien, kan efter truslens karakter og de øvrige oplysninger herom ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen endvidere, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket som følge af, at den mandlige ansøger i forbindelse med den oprindelige asylsag har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og om den kvindelige ansøgers statsborgerskab, og den kvindelige ansøger har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og sit statsborgerskab. Den mandlige ansøger har navnlig henvist til asylmotivet vedrørende hans militærtjeneste i Armenien i 1993, hvilket som anført ikke kan føre til asyl. I øvrigt kan Flygtningenævnet tiltræde det, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende denne ansøger, hvorefter det ikke forekommer overbevisende, at den mandlige ansøger har en reel frygt for overgreb og forfølgelse fra myndighederne i Armenien, når der samtidig henses til oplysningerne om, at han i perioden fra [periode på seks år i 10’erne] har rejst til Armenien fire gange for at besøge sin familie i op til to uger af gangen, og at han i [årstal i 00’erne] og i enten [årstal i 10’erne] eller [andet årstal i 10’erne] har fået udstedt et armensk nationalitetspas i sit rigtige navn. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den mandlige ansøger efter baggrundsoplysningerne om Armenien nu har en sådan alder ([i 60’erne]), at han ved en tilbagevenden til Armenien som menig soldat ikke vil kunne risikere indkaldelse til militærtjeneste, herunder i anledning af konflikten med nabolandet Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger har henvist til en række øvrige asylmotiver. Flygtningenævnet finder herunder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylrelevant forfølgelse med henvisning til, at hun i Danmark har benyttet et aserbajdsjansk navn og har angivet sig som muslim. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at en sådan risiko hverken har støtte i de generelle baggrundsoplysninger om Armenien eller i de udtalelser, som en armensk delegation skulle have fremsat over for den kvindelige ansøger under et besøg i Danmark i [årstal i 00’erne] eller [andet årstal i 00’erne], ligesom den kvindelige ansøger har oplyst, at hun tre gange under sit ophold i Danmark har valgt at rejse til Armenien på besøg hos familie i flere uger af gangen, uden at hun i den forbindelse har oplevet problemer med myndighederne eller andre. Det forhold, at det armenske politi er bekendt med det anførte om ansøgerens benyttelse af et aserbajdsjansk navn, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det af den mandlige ansøger anførte om adskillelse fra sine børnebørn og tilgængeligheden af bestemte fødevarer i Armenien og det af den kvindelige ansøger anførte om ensomhed ved en tilbagevenden til Armenien er ikke forhold, der kan føre til asyl. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Armenien, herunder som følge af konflikten med Aserbajdsjan, heller ikke kan føre til asyl. Flygtningenævnet finder herefter og efter en kumulativ vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er på den anførte baggrund ikke anledning til at hjemvise sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Arme/2023/1/DH
