Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Nævnet har tidligere truffet afgørelse i 2022. Sagen blev efterfølgende genoptaget ex officio.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra Afghanistan, men ansøgeren har oplyst, at han er opvokset i [land i Mellemøsten], idet at han og hans familie flygtede fra Afghanistan på grund af ansøgerens fars problemer. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fjender fra Taliban og personer fra familieklanen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans far arbejdede som [højere stilling] i [H]-provinsen. På grund af farens konflikter med personer fra klanen og problemer med Taliban var familien nødt til at flygte til [land i Mellemøsten]. I 2018 tog ansøgeren sammen med sin bror, [A], til [byen B] i [H]-provinsen i Afghanistan, fordi familien fortsat havde jord der. Under opholdet opsøgte en kvinde ansøgeren og hans bror og oplyste, at hvis de var sønner af [C], ansøgerens far, måtte de forlade byen straks for ikke at blive pågrebet af kommandanter. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fik interesse for kristendommen gennem sin bror [D], som introducerede ham til kristendommen i 2017 eller 2018, da han var på besøg i [land i Mellemøsten]. I starten gjorde ansøgeren sammen med sin familie grin af [D], fordi ansøgeren på det tidspunkt var troende muslim. På ansøgerens rejse til Tyrkiet bad han til gud, der viste ham vej. I Tyrkiet lærte ansøgeren en præst ved navn [E] at kende, og ansøgeren læste biblen og fik interesse for kristendommen. Ansøgeren talte med [E] om forskellige spørgsmål og ting, som han var i tvivl om. I Tyrkiet var ansøgeren også i kirke en enkelt gang. I Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter, og han går i kirke, er protestant og blev døbt [i efteråret] 2020. Ansøgeren har i kristendommen fundet kærlighed, venlighed og ro. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et modsætningsforhold til Taliban eller familieklanen som følge af, at hans far var ansat i en højere administrativ stilling i [H]-provinsen og i den forbindelse i et vist omfang har udtalt sig negativt om Taliban. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i sommeren] 2022 kunne det ikke lægges til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen var reel. Under behandlingen af ansøgerens genoptagelsessag har ansøgeren gentaget sin forklaring om, hvordan han fik interesse for kristendommen og om sin konversion, herunder sin dåb. Han har videre forklaret om, hvordan han taler med andre om kristendommen. Under nævnsbehandlingen er det kommet frem, at ansøger er omtalt i en artikel i [dansk medie] fra [sommeren] 2022. Af artiklen fremgår bl.a., at ansøgeren er konverteret til kristendommen, er døbt og har været aktiv kirkegænger, ligesom det fremgår, at hans bror er konverteret til kristendommen. Det er også kommet frem ved en Googlesøgning, at ansøgeren med navn og billede er omtalt i en række andre mindre danske medier, herunder på kristne hjemmesider, ligesom han er anført som volontør ved [kristen organisation]. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder – og efter oplysningerne om forholdene i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse – efter en samlet vurdering, at det ikke kan afvises, at ansøgerens kristne aktiviteter og dåb vil kunne komme til Talibans kendskab, hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på omtalen af ansøgeren i [dansk medie], som er en landsdækkende avis, ligesom den øvrige omtale af ansøgeren også er indgået i vurderingen. Det forhold, at omtalen af ansøgeren er på dansk, og at ansøgeren ikke har modtaget trusler efter omtalen, kan under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Det er ved vurderingen også indgået, at ansøgerens far har haft en højere administrativ stilling for de daværende afghanske myndigheder, og at ansøgeren sammen med sin familie flygtede til [land i Mellemøsten] på grund af farens forhold. Dette forhold øger således efter nævnets opfattelse risikoen for, at Taliban vil kontrollere ansøgeren ved dennes indrejse i Afghanistan og derved blive opmærksom på hans aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren på grund af sine kristne aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, uanset om hans konversion til kristendommen er reel eller ej. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/1/eeb