Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Polen. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Polen vil være nødsaget til at leve på gaden uden reel adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af sagen, at de polske myndigheder den [efteråret] 2022 oplyste Udlændingestyrelsen, at klageren [i sommeren] 2004 søgte om asyl i Polen, at klageren [i foråret] 2005 blev meddelt subsidiær beskyttelse, og at opholdstilladelsen senest er forlænget med gyldighed fra [vinteren 2020/21] til [vinteren 2022/23]. Flygtningenævnet lægger på baggrund af disse oplysninger til grund, at klageren er meddelt og fortsat har subsidiær beskyttelse i Polen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin asylansøgning behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klagerens asylansøgning, på trods af det forhold, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Polen, skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Polen, samt at klageren i Polen vil være beskyttet mod refoulement. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de polske myndigheders udtalelse af [efteråret] 2022 om, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Polen, og at opholdstilladelsen fortsat er gyldig. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt klagerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være beskyttet i Polen, har DRC Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at klageren lider af [en sygdom], at han ikke har en reel adgang til sundhedsbehandling i Polen, og at han ved en tilbagevenden til Polen vil være nødsaget til at leve på gaden. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at Polen har modtaget mere end en halvanden million ukrainere som følge af konflikten i Ukraine, og at dette må antages at have forværret forholdene i landet. Flygtningenævnet finder, at det anførte om, at klageren lider af [en sygdom], og at han ikke kan modtage den nødvendige behandling herfor, ikke kan føre til, at hans asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af AIDA’s rapport: ”Country Report: Poland – 2021 Update” af 26. maj 2022, side 138: “The right to healthcare is a constitutional right, applicable to third-country nationals as well. Recognised refugees and beneficiaries of subsidiary protection are considered “insurance holders’ under the Law on Healthcare Services financed from public funds and are thus entitled to exactly the same services as Poles under the condition of having a valid health insurance. […] The health insurance with the NFZ [National Health Fund] covers all guaranteed health care services specified in the lists of the Ministry of Health. They include both basic and specialist medical services, vaccinations, diagnostic testing (laboratory or other), rehabilitation, hospital care and medical rescue services, emergency ambulance services and medical transport […]”. For så vidt angår anden social hjælp og støtte, fremgår det af rapportens side 135, at: “Beneficiaries of international protection have access to social welfare on equal terms as nationals. There is no difference drawn between refugees and subsidiary protection beneficiaries. […] Social assistance can be provided inter alia for the following reasons: […] disability; long-term or severe disease…”. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det af samme rapport fremgår, at der er lang ventetid på specialiseret behandling i Polen, og at de nødvendige dokumenter for gratis sundhedsbehandling for personer meddelt international beskyttelse i Polen kan være besværlige at få udstedt på grund af lang sagsbehandlingstid. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har godtgjort, at han ikke kan modtage den nødvendige behandling i Polen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han på intet tidspunkt har kontaktet de polske myndigheder med henblik på at få behandling for sin sygdom. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af den nævnte rapport fremgår, at ”Other challenges are similar to the challenge Polish nationals are facing as well: long waiting time to see a specialist …”, jf. side 138. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer hjemløshed i Polen, kan føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, det af AIDA’s rapport fremgår, at flere personer meddelt subsidiær beskyttelse i Polen er udsat for hjemløshed på grund af høje lejepriser og diskrimination mod flygtninge, jf. rapporten side 131 f. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at det fremgår af oplysnings- og motivsamtalereferatet af [efteråret] 2022, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han forud for sin udrejse fra Polen havde en lejebolig, og at han tænker, at han muligvis igen vil være i stand til at finde en lejebolig i Polen. Flygtningenævnet bemærker tillige, at det ikke fremgår af sagens akter, at klageren selv til Udlændingestyrelsen eller DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han frygter hjemløshed. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at det er godtgjort, at klageren ved en tilbagevenden til Polen vil blive nødsaget til at leve på gaden. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge, der har opnået subsidiær beskyttelse i Polen, finder Flygtningenævnet samlet set ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Polen er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Polen som første asylland. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at Polen har modtaget et stort antal af ukrainere, kan føre til en ændring af denne vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Pole/2022/1/ehd
