Syri20238

Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i 8 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelsen om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3 og liste B, nr. 16 og nr. 119, og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved ankedom i 2019 stadfæstede landsretten byrettens dom med den ændring, at fængselsstraffen blev nedsat til 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Qamishli i Al-Hasakah-provinsen i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han er udeblevet fra genindkaldelse til militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at myndighederne i 2014 afleverede en skriftlig genindkaldelse til militæret på klagerens bopæl, og at klageren flygtede fra Syrien samme dag eller dagen efter til sin ven, hvor han opholdt sig i to til tre måneder, før han udrejste fra Syrien. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at myndighederne rekrutterer ham til konflikten i Ukraine for at hjælpe russerne. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger, der er genindkaldt til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker, risikerer at opleve repressalier som følge heraf ved en tilbagevenden til Syrien, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved ankedom af [vinteren 2018/2019] straffet med fængsel i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1. 1. pkt. jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3 og liste B, nr. 16 og nr. 119 ved under særligt skærpende omstændigheder sammen med en medgerningsmand at have været i besiddelse af [narkotika] med henblik på videreoverdragelse. Klageren blev ved dommen tillige udvist med indrejseforbud for bestandig. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på mængden og arten af de stoffer, der blev besiddet med henblik på videreoverdragelse samt på klagers rolle som transportør af stofferne. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste [i sommeren] 2014 i Danmark som [40-45-årig]. Han har oplyst, at han forstår, taler og læser dansk. Klageren er gift og har tre børn, som bor i Syrien, hvor tillige klagerens mor bor. I Danmark har klageren [en slægtning] og hendes børn samt et stort netværk. Han har under opholdet i Danmark gået på sprogskole og har haft arbejde i Danmark i perioden fra 2016 til 2018. Han har endvidere i Danmark haft egen virksomhed i nogle måneder forud for straffesagen. Han er tilbudt arbejde, hvis han kan opnå opholdstilladelse igen. Han har efter sin løsladelse boet på et udrejsecenter, hvor han har overholdt sin meldepligt, og han er ikke i perioden efter dommen dømt for nye lovovertrædelser. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, herunder indførsel af [narkotika] til Danmark med henblik på videreoverdragelse til en bredere kreds, som klageren er dømt for, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens farlige og alvorlige karakter og længden af den fastsatte straf skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet, uanset at han hverken før eller siden gerningstidspunktet i [foråret] 2018 har begået strafbare forhold. Flygtningenævnet finder efter oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han har sin ægtefælle og tre børn i Syrien, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse.” Syri/2023/8/ehd