Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra Daara, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin asylsag oplyst, at hun har deltaget i tre demonstrationer i Syrien i 2013. Under sin nægtelse af forlængelsessag har klageren imidlertid oplyst, at hun har deltaget i to møder i [et andet mellemøstligt land] for en oppositionsbevægelse i samme år. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Hun oplyste videre, at hun havde deltaget i tre demonstrationer, og at hun ikke havde været tilbageholdt eller oplevet problemer med myndighederne. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og hun oplyste uddybende, at hun frygtede myndighederne som følge af at have deltaget i et nyhedsindslag i [udenlandsk medie] otte måneder inden sin udrejse af Syrien, hvilket var i [sommeren] 2012. Klageren oplyste videre, at hun frygtede myndighederne, idet hendes familiemedlemmer er efterlyste, og fordi familien har været politisk aktive. Klageren oplyste endvidere, at hun frygtede myndighederne, idet hun har deltaget i oppositionsbevægelsens møder, mens hun opholdt sig i [et andet mellemøstligt land] efter sin udrejse af Syrien. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har henvist til, at hun er blevet filmet i et nyhedsindslag i 2012 på [udenlandsk medie], hvilket indslag måtte opfattet som vendt mod regimet. Som anført af Udlændingestyrelsen blev dette indslag efter det oplyste sendt i [sommeren] 2012, og klageren havde ikke efterfølgende problemer med myndighederne, herunder heller ikke i forbindelse med sin udrejse af Syrien. Efter det oplyste har hendes tilbageværende familiemedlemmer i Syrien, da ligeledes blev filmet i denne forbindelse, heller ikke har oplevet problemer med myndighederne. Som ligeledes anført af Udlændingestyrelsen har klageren oplyst at have deltaget i to møder i [et andet mellemøstligt land] efter sin udrejse, men der var flere hundrede deltagere. Flygtningenævnet kan herefter tiltræde, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien skulle være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. For så vidt angår spørgsmålet om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 på baggrund af de generelle forhold i Syrien, herunder Rif Damaskus, kan Flygtningenævnet i det hele tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte. Spørgsmålet er herefter om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan tiltræde at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Som anført af Udlændingestyrelsen er indgrebet legitimt og varetager det offentliges interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, og indgrebet udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2. Ved afgørelsen af om dette indgreb er proportionalt har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren var [i start 40’erne] ved sin indrejse i Danmark, og har levet hele sit liv indtil da i Syrien, bortset fra et kortvarigt ophold i [et andet mellemøstligt land] i forbindelse med hendes udrejse. Hun har i Danmark haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og har deltaget i undervisning, og har efter det oplyste erhvervet visse danskkundskaber. Hun er enke, bor alene og har ikke børn. Hun har derimod søskende samt fjernere slægtninge i Danmark. Der foreligger ikke oplysninger om noget afhængighedsforhold mellem klageren og disse familiemedlemmer. Klagerens tilknytning til Danmark, herunder forholdet til herboende familiemedlemmer, har derfor ikke en sådan karakter, at det udgør en krænkelse af klagerens ret til familieliv, såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold, bemærker Flygtningenævnet, at klageren udelukkende modtager medicinsk behandling for sine lidelser. Efter det oplyste vil basale sundhedsydelser også være tilgængelige i Rif Damaskus provinsen. Det må endvidere efter Den Europæiske Menneskerettigheds dom i sagen Hasanbasic mod Schweiz (52166/09) præmis 64 og Emre mod Schweiz (42034/04) præmis 81-83 antages, at en udlænding ikke kan påberåbe sig retten til at opholde sig på et medlemslands territorium alene med henblik på at modtage lægebehandling. På baggrund af en samlet vurdering af ovenstående, vurderer Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og artikel 3. Flygtningenævnet har således vurderet, at afgørelsen om nægtelse af forlængelse af klagerens midlertidig opholdstilladelse er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/123/sme
