myan20233

Nævnet hjemvist i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk chin og kristen af trosretning fra [by] i […] regionen i Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under sin oprindelig asylsag henviste ansøgeren til, at hun frygtede at blive anholdt af myndighederne, idet hun har unddraget sig tvangsarbejde. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun skulle betale penge til myndighederne, hvis hun skulle undgå tvangsarbejde, hvilket ansøgeren ikke kunne. I forbindelse med genoptagelsesanmodningen har ansøgeren supplerende henvist til, at hun som følge af den alvorlige situation i Myanmar, siden militærkuppet startede i februar 2021, har frygtet den generelle situation i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun tilhører en kristen minoritetsgruppe, at hun er etnisk chin og at hendes hjemmeområde, er præget af voldsomme overgreb og eskalerede konflikter mellem væbnede grupper. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i en nødsituation, henset til hendes alders- og helbredsmæssige forhold, og idet hun vil være ude af stand til at tage vare på sig selv og ikke har nogen, der kan hjælpe hende. Flygtningenævnet kan fortsat lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Ansøgeren har som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at hendes [familiemedlem], der har fået asyl i [et europæisk land A] som kvoteflygtning, er [arbejdstitel] og har måttet flygte fra Myanmar, og at hun frygter, at hans konflikt med militærjuntaen kan få konsekvenser for hende ved en tilbagevenden. [Familiemedlem]er også i dag både politisk og religiøst aktiv, og han deltager også i demonstrationer i [et europæisk land A]. Hun støtter selv det lokale menighedsråd med penge, der sendes videre til [organisation B], [organisation C] og [organisation D]. Ansøgeren har desuden henvist til de generelle forhold i Myanmar efter militærkuppet i 2021, herunder for hende som enlig og alderssvækket kvinde. I øvrigt er der videregivet oplysninger om ansøgeren til ambassaden i [et europæisk land E], herunder med angivelse af hendes datters navn, i forbindelse med bestræbelserne på at hjemsende ansøgeren. Da Udlændingestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til disse forhold, besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse som første instans.” Løbenummer: Myan/2023/2/sme