Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige og trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at klageren havde oplevet problemer i Sverige. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2021 har søgt om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed [i vinteren 2021/2022] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren har oplevet, at der har været problemer i Sverige, herunder at han har været vidne til, at en politibetjent blev slået ihjel. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at såfremt klageren ved en eventuel afgørelse om overførsel til Sverige ikke udsendes inden [vinteren 2022/2023], vil Sverige ikke længere være den rette medlemsstat at overføre klageren til i medfør af Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse henvist til EU-domstolens dom i de forenede sager af 12. januar 2023, B, F og K mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (C-323/21, C-324/21 og C-325/21). Det anførte om, at klageren har været vidne til voldshandlinger i Sverige kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Sverige, må klageren henvises til at tage kontakt til de svenske myndigheder, herunder det svenske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken medlemsstat, der er den ansvarlige i henhold til Dublinforordningens, i en sag som denne, hvor klageren har søgt om asyl i flere medlemsstater (in casu Sverige, Schweiz og Danmark), bemærker Flygtningenævnet, at EU-domstolen den 12. januar 2032 tog stilling til dette spørgsmål i de forenede sager B, F og K mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (C-323/21, C-324/21 og C-325/21). Det følger af dommens præmisser 71-72 og 86-87, at når en frist for overførsel af en asylansøger er begyndt at løbe i forholdet mellem en anmodet medlemsstat (in casu Sverige) og en første anmodende medlemsstat (in casu Schweiz), overgår ansvaret for behandlingen af asylansøgningen, som denne person har indgivet, til denne anmodende medlemsstat (in casu Schweiz) som følge af udløbet af denne frist (på 6, 12 eller 18 måneder, jf. Dublinforordningens artikel 29, stk. 2), selv om personen i mellemtiden har indgivet en ny asylansøgning i en tredje medlemsstat (in casu Danmark), som har ført til, at den anmodede medlemsstat (in casu Sverige) har accepteret en anmodning om tilbagetagelse fra denne tredje medlemsstat (in casu Danmark), for så vidt som dette ansvar ikke er overgået til den nævnte tredje medlemsstat (in casu Danmark) som følge af udløbet af en af de frister, der er fastsat i artikel 23. Efter en sådan overgang af ansvaret kan den medlemsstat, på hvis område samme person opholder sig, ikke overføre denne person til en anden medlemsstat end den nye ansvarlige medlemsstat, men den kan til gengæld, under overholdelse af de frister, der er fastsat i forordningens artikel 23, stk. 2, fremsætte en anmodning om tilbagetagelse til sidstnævnte medlemsstat. I den nærværende sag er fristen for overførsel mellem Schweiz og Sverige endnu ikke er udløbet. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at klageren [i sommeren] 2021 indgav en asylansøgning i Sverige, at klageren [kort tid efter i] 2021 indgav en asylansøgning i Schweiz, og at de schweiziske myndigheder [i sommeren] 2021 sendte en tilbagetagelsesanmodning til Sverige, som de svenske myndigheder accepterede den følgende dag. Klageren forsvandt forud for overførslen fra Schweiz til Sverige, hvorfor de schweiziske myndigheder meddelte Sverige, at overførselsfristen på 6 måneder var forlænget til 18 måneder i medfør af Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, og at overførselsfristen udløber [i vinteren 2022/2023]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren søgte om asyl i Danmark [i efteråret] 2022, hvorefter Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] anmodede de svenske myndigheder om at tilbagetage klageren i medfør Dublinforordningen, hvilket er inden for anmodningsfristen, som er fastlagt i forordningens artikel 23, stk. 2. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf og navnlig i lyset af præmisserne i de forenede sager C-323/21, C-224/21 og C-325/21), at Sverige er den ansvarlige medlemsstat, og at klageren således kan overføres til Sverige i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, inden udløbet af overførselsfristen mellem Schweiz og Sverige [i vinteren 2022/2023]. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1, pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/5/ehd
