Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har sin mindreårige søn i Danmark, som er dansk statsborger, og som hun har en stærk tilknytning til. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat (in casu Danmark) uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten (in casu Danmark) efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Klagerens advokat har i nærværende sag gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark under henvisning til, at klageren har sin mindreårige søn i Danmark, som er dansk statsborger, og som hun har en stærk tilknytning til. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren er den primære omsorgsperson for sin søn, og at det vil være i strid med barnets tarv ikke at behandle klagerens asylsag i Danmark. Det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 3, at forordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i en situation som den foreliggende. Flygtningenævnet finder derimod ikke grundlag for at antage, at den diskretionære bestemmelse i forordningens artikel 17 ikke finder anvendelse under denne sag. De af klageren påberåbte forhold vedrørende sønnens statsborgerskabsforhold og hensynet til barnets tarv kan imidlertid efter nævnets opfattelse ikke i en sag som den foreliggende, hvor klageren allerede har fået afslag på asyl i Sverige, og hvor der således har været en prøvelse af asylgrundlaget i Sverige, føre til, at der foreligger sådanne særlige forhold, herunder af humanitær karakter, at der nu er grundlag for at lade asylsagen behandle her i landet. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen tidligere under asylsagens behandling i Sverige har accepteret at overtage ansvaret for klagerens asylsag, og at en sådan overtagelse ikke blev gennemført inden for forordningens frister. Flygtningenævnet har i øvrigt noteret sig, at der er en verserende sag om familiesammenføring. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Sver/2023/4/ehd
