Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sve-rige [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Sverige ikke har adgang til indkvarte-ring eller økonomisk støtte, og at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vur-dering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgiv-ning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til [et afrikansk land] og [et europæisk land], fordi de svenske myndigheder har inddraget klagerens opholdstilla-delse som følge af et af klageren begået strafbart forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtnin-genævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at de svenske myndigheder i øvrigt ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og princippet om non-refoulement i praksis. Det forhold, at klageren har oplyst, at det svenske politi har udsat ham for gentagne fysiske overgreb, overfaldet ham med en kniv samt råbt skældsord efter ham, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændin-gestyrelsen [i efteråret] 2022 har forklaret, at han ikke har klaget over det svenske politis behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det svenske politi, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet svensk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Sver/2023/3/MLVT.
