Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien samt barnets tarv. Efter en gennem-gang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herun-der § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dub-linforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens fysiske og psykiske helbred, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efter-året] 2022 har oplyst, at hun er sund og rask, men at hun lider af [graviditetsbetinget sygdom], hvilket hun medicineres for. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien. Flygtningenævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain – 2021 Update, hvoraf det blandt andet fremgår, at alle asylansøgere ifølge den spanske lov-givning har adgang til sundhedssystemet og har ret til samme sundhedsbehandling som spanske statsbor-gere Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsen-delse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante hel-bredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endvidere kan den omstændighed, at klageren har et medfølgende barn, og at klageren for nuværende er gravid med termin [i første halvår af 2023] og venter barn med en herboende dansk statsborger, ikke føre til, at klage-rens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er blevet gravid på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Dan-mark eller en berettiget forventning om at opnå dette. Det forhold, at klageren har henvist til, at hun ikke ønsker at blive sendt til Spanien, fordi det er svært at bo i Spanien efter Covid-19 pandemien, og at hun føler sig tryg i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fremhæ-ver i den forbindelse, at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Spanien frygter, at hun ikke vil få adgang til indkvarte-ringssystemet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Spanien – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvarteringsmuligheder – er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtnin-genævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain – 2021 Update, hvoraf det blandt andet fremgår, at de spanske myndigheder tilpasser indkvarteringsprocessen efter asylansøgernes personlige for-hold og tager hensyn til eventuel sårbarhed. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det anførte om, at klageren har [et mindreårigt barn], som efter det oplyste er spansk statsborger, og at klagerens sag af denne grund bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, jf. Børnekonventionens artikel 3, herunder at medlemssta-terne skal tage behørigt hensyn til børns trivsel og sociale udvikling, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod klagerens barns tarv at behandle klagerens asylsag i Spanien. Nævnet bemærker hertil, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv såle-des i sig selv ikke føre til, at klagerens anmodning om international beskyttelse skal tages under behand-ling i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spa-nien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingesty-relsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2023/2/imbs
