Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene, samt klagerens privatretlige konflikt i landet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændinge-styrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår vi-dere af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden med-lemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har været i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene på tidspunktet for klagerens ansøgning om in-ternational beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forplig-tet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra a, og at Nederlandene dermed er ansvar-lig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlan-dene [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Flygtningenævnet er forpligtet til at tage højde for, at den fare, som er årsagen til klagerens flugt fra sit hjemland, ikke reproduceres i et modtagerland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventio-nen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren ved en overførsel til Nederlandene frygter, at han vil blive nægtet adgang til værdig indkvartering, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har her-ved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet finder videre, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Nederlandene frygter, at klagerens derboende slægtninge vil udleve de befalinger, som er fremstillet i den udsendte klanerklæring, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i vinte-ren 2022/2023] har forklaret, at han ikke har orienteret de nederlandske myndigheder om forholdet. Næv-net har endvidere lagt vægt på, at klageren må henvises til at tage kontakt til de nederlandske myndighe-der, herunder det nederlandske politi, såfremt han oplever problemer med sine derboende slægtninge, idet de nederlandske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttel-se. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2023/1/imbs
