Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, jf. § 247, stk. 1 og [bestemmelser i knivloven]. samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Myanmar.Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A], Myanmar. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de myanmarske myndigheder, idet han er statsløs [etnicitet]. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren har sandsynliggjort, at han efter de foreliggende oplysninger og som statsløs [etnicitet] fra Myanmar ved en tilbagevenden til landet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Myanmar. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren er ved [landsrettens] ankedom i [efteråret 2021] idømt 6 måneder fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og [bestemmelser i knivloven]. Ved dommen fandt landsretten tiltalte skyldig i at have forsøgt at stikke den forurettede, som tiltalte ikke kendte, med to knive med en bladlængde på henholdsvis [antal centimeter] cm., hvilket mislykkedes, fordi den forurettede undveg og afværgede angrebet. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. stk. 1, nr. 1. Ved fastsættelsen af straffen lagde landsretten vægt på karakteren og grovheden af forholdet, og at tiltalte tidligere er straffet for vold. Flygtningenævnet tiltræder efter karakteren af den pådømte hensynsløse kriminalitet begået mod en for klageren ukendt person sammenholdt med straffens længde, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens forstand. Klageren er i 2013 straffet med betinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266, i hvilken forbindelse han blev udvist betinget af Danmark. Ved dommen fandt retten klageren skyldig i at have skubbet og flere gange truet sin [en familierelation]. Klageren er endvidere i 2013 straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 9 måneder og på ny udvist betinget af Danmark. Ved dommen fandtes klageren skyldig i at have [kriminalitet der udsatte flere personer for fare]. Henset til karakteren af de nævnte domme samt ovennævnte ankedom i [efteråret 2021] fra [landsrettens] tiltræder Flygtningenævnet, at klageren – også fremadrettet - må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren, der er indrejst i Danmark i 2012, er [40-45] år gammel. Han har to herboende døtre, som er [kommunen har foretaget en foranstaltning i forhold til] via kommunen, og som han ifølge oplysningerne i samtalereferatet fra [efteråret 2022] på daværende tidspunkt ikke havde set i [4-7] år. Klagerens advokat har oplyst, at klageren har set sine børn ved en enkelt lejlighed til en Eid-fejring i [foråret 2023]. Ifølge de foreliggende oplysninger kan klageren ikke skrive dansk, og taler han kun sproget i begrænset omfang. Der har været indkaldt tolk til mødet i Flygtningenævnet. Han har ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Han har været kontanthjælpsmodtager uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men han har været i praktik via kommunen. Han har yderligere familiemæssig tilknytning til Danmark i form af nogle af sine søskende og en faster. Ansøgeren har herudover en del familie i [land i Asien]. Klageren har ingen familie i Myanmar, som han udrejste fra, da han var barn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse. Myan/2023/10/LODU
