iran202357

Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være kristen af trosretning fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun ikke kan være en del af det iranske samfund, samt at der i landet er mange slagsmål og uroligheder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at kvinder i Iran ikke har samme rettigheder som mænd, hvorfor det vil være umuligt at leve som enlig kvinde i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun på grund af sine helbredsproblemer ikke vil kunne klare sig i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Generelle forhold: Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun ikke kan forestille sig at vende tilbage til Iran, og at hun ikke vil kunne være en del af det iranske samfund. Det er imidlertid ikke et forhold, som kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl, da denne bekymring ikke har et sådant omfang og tilstrækkelig intensitet til, at det kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan videre lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun frygter alt i Iran, hvor der blandt andet er mange uroligheder og slagsmål. Heller ikke dette forhold kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl, da de generelle leveforhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring til grund om, at hun frygter at skulle leve som enlig kvinde i Iran. Dette forhold kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, da forholdene for enlige kvinder i Iran ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger i det hele vægt på, at socioøkonomiske forhold, herunder forhold om økonomi og helbred, ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det gælder således ansøgerens helbredsmæssige forhold, som ikke vurderes at have ændret sig væsentligt efter at ansøgeren [i sommeren 2022] blev meddelt afslag på [art] opholdstilladelse i Danmark. Konversion til kristendommen: Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen ikke fremstår overbevisende. Flertallet har i den forbindelse ved sin vurdering taget i betragtning, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med visse [helbredsproblemer]. Nævnets flertal kan i det hele tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse. Der lægges således vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare overbevisende eller i fornødent omfang uddybende om baggrunden for sin konvertering og om betydningen heraf. Ansøgeren har ikke kunne redegøre for, hvorfor netop kristendommen vækkede hendes interesse, da hun boede i Iran, hvor hun dengang var omkring 15-16 år. Hertil kommer, at ansøgeren i Danmark valgte at blive gift med en [art trosretning] mand, som ikke kunne acceptere, at hun var kristen. [Ansøgerens afgørelse om opholdsgrundlag i Danmark blev inddraget i sommeren 2018], og [ansøgeren] ansøgte herefter [i vinteren 2021/2022] om asyl uden at oplyse om sin konversion til kristendommen som asylgrundlag. Nævnets flertal lægger herved også vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren som troende kristen først blev døbt [i efteråret 2022], hvilket var efter afholdelsen af hendes første asylsamtale med Udlændingestyrelsen og i øvrigt mindre end to måneder efter, at hun var blevet meddelt afslag på sin ansøgning om [art] opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion er udtryk for en reel indre overbevisning. Der vil således ikke kunne meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/57/msi