iran202356

Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [by], Iran. Ansøgerne henviste under den oprindelige asylsagsbehandling til, at de var yarsan af trosretning, og at den mandlige klager havde udført politiske aktiviteter for [udenlandsk parti] forud for ansøgernes udrejse af Iran, hvilket forårsagede, at ansøgerne fik en konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgerne har ikke gentaget deres oprindelige asylmotiv. Ansøgerne har som asylmotiv nu henvist til, at de under deres ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har oplyst at være protestanter og tilhøre den danske folkekirke. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de i sommeren 2017 blev introduceret til kristendommen af et andet par, som boede på samme udrejsecenter som ansøgerne, og at ansøgerne herefter begyndte at gå i kirke. Ansøgerne gennemgik dåbsforberedelse, hvorefter de blev døbt i sommeren 2018. Ansøgerne har efter de blev døbt fortsat deres kristne aktiviteter, herunder fast kirkegang, deltagelse i undervisning og kurser samt deltagelse i en række forskellige kristne fællesskaber. Ansøgerne har under opholdet i Danmark fået to fællesbørn, som ligeledes er blevet døbt. Ansøgerne har yderligere henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, fordi ansøgerne i 2023 har deltaget i tre demonstrationer til støtte for Kvinde-Liv-Frihed, og at den mandlige klagers fremgår af billeder og videooptagelser af demonstrationerne på [dansk medie]. Begge ansøgere deler ligeledes politisk materiale til støtte for bevægelsen på [socialt medie]. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultater og begrundelserne herfor. Ansøgerne har heller ikke for Flygtningenævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for deres indre overbevisning og bevæggrundene for deres konversion til og tro på kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgerne har haft en begrænset skolegang. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgerne i nu knap seks et halvt år har deltaget kristne aktiviteter, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på det ovenfor anførte. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgerne har deltaget i tre demonstrationer i [by], ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgernes deltagelse i demonstrationerne er kommet de iranske myndigheder til kendskab, idet ingen af ansøgerne kan antages at være profilerede i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/56/LEUDS