Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke vil vende tilbage til Schweiz, da hans ægtefælle bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke vil tilbage til Schweiz, fordi hans asylsag er afsluttet der, og at han på grund af sine problemer i Sri Lanka frygter en tilbagevenden til landet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublin-forordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning om, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelse, og at en overførsel af klageren til Schweiz vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende artikel 4. Det forhold, at klageren har anført, at han har sin ægtefælle i Danmark, idet han har en herboende kæreste, som han har været i et forhold med siden 2019, og med hvem han har været religiøst viet siden [sommeren] 2022, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter sagens foreliggende oplysninger, ikke har været muligt at vurdere, hvorvidt den religiøse vielse kan anerkendes som retsgyldigt i Danmark, idet klageren er udeblevet fra den planlagte oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 samt forkyndelsessamtalen [i efteråret] 2023 uden forudgående lovligt forfald og derved ikke har medvirket til at oplyse sin egen sag. Flygtningenævnet finder derfor på det foreliggende grundlag, at klagerens partner ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2023/2/sch
