Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse (K-status) til en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2016 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i et år for medvirken til personfarlig kriminalitet samt overtrædelse af en række bestemmelser i knivloven og våbenbekendtgørelsen. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren 2022] udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udrejst af landet uden tilladelse, og fordi han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har haft problemer ved kontrolposter i Syrien, hvor han af militærvagter blandt andet er blevet tilbageholdt, sparket og chikaneret på grund af, at han er palæstinenser. Vagterne ville have ham til at deltage i krig. Klageren ønsker ikke at aftjene militærtjeneste, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Klageren har videre oplyst, at han hjemme hos [familiemedlem] i Syrien er blevet opsøgt af personer tilknyttet regeringen. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien og alle aktører i Syrien, herunder Rusland og Iran. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved [byrettens] dom af [vinteren 2020/2021] blev fundet skyldig i medvirken til grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 23, ved - efter at [person A] blev stukket med en [våben A], så han døde - med [våben A], [våben B] og [våben C og D] at have [udøvet vold mod] drabsmanden [på kropsdele], så han pådrog sig [skader], ligesom klageren blev dømt for overtrædelse af knivloven og våbenloven ved i forening med flere andre at have besiddet [våben A], [våben B], [våben C] og [våben D] Klageren blev idømt et års fængsel og tildelt en advarsel om udvisning, der ved [landsrettens] dom af [sommeren 2022] blev ændret, således at klageren blev udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i seks år fra klagerens udrejse eller udsendelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og grovheden af den pådømte kriminalitet, herunder optakten til den udøvede vold - drabet på [person A] - og klagerens begrænsede aktive deltagelse i voldsøvelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren hverken før [landsrettens] ankedom eller efterfølgende har udvist kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på den tid, der er gået, siden forholdene blev begået, og på oplysningerne om klagerens personlige forhold både før og efter den begåede kriminalitet og om klagerens adfærd under den aktuelle indkvartering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [klageren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Stat/2023/7/anfi
