Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by A], [by B], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, udsat for overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som [15-17-årig] blev introduceret til den kristne tro af sin faster og fasterens familie. Ansøgeren fandt støtte og ro hos fasteren og hendes familie, og ansøgeren forbinder dette med kristendommen. Det var gennem fasteren og hendes familie, at ansøgeren lærte at forstå forskellen mellem kristendommen og islam. Efter at ansøgeren var begyndt at tale med sin faster om den kristne tro, begyndte ansøgeren at gå i huskirke. Ansøgeren begyndte senere at komme i yderligere en huskirke, som hun blev introduceret til af en veninde. Ansøgeren har videre oplyst, at to medlemmer af denne huskirke blev anholdt, hvorefter ansøgeren frygtede at blive anholdt af de iranske myndigheder, hvorfor hun flygtede fra Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at hun af sin mor har fået at vide, at myndighederne opsøgte hendes bopæl et par måneder efter, at ansøgeren var udrejst af Iran, og at der går rygter om, at de to anholdte fra huskirken er blevet henrettet. Ansøgeren har videre oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark er blevet døbt. Ansøgeren har som asylmotiv derudover henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes [familiemedlem] vil slå hende ihjel, fordi han har opdaget, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [familiemedlem], efter ansøgeren udrejse af Iran, har fremsat dødstrusler mod hende via talebeskeder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt, konsistent og detaljeret om sin konversion til kristendommen i Iran og baggrunden for sin flugt fra Iran. Flygtningenævnet finder, at det støtter ansøgerens forklaring, at hun har forklaret, at hun var nødt til kortvarigt at vende tilbage til Iran for at kunne rejse til Europa, idet dette understøtter, at ansøgerens forklaring ikke er konstrueret. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren på overbevisende måde har forklaret om sin indre overbevisning og sin tro på kristendommen. Flygtningenævnet finder desuden, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sit skifte fra [kristen trosretning A] til [kristen trosretning B] og om sin dåb i [kristen trosretning B’s] kirke. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/31/anfi