Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter at opholde sig i Tyskland, idet [hjemland] har en ambassade i Tyskland, og at klageren frygter, at Tyskland og [hjemland] vil samsarbejde. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste yderligere til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren lider af fysiske mén som følge af overgreb i [hjemland]. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter at opholde sig i Tyskland, idet [hjemland] har en ambassade i Tyskland. Klageren frygter, at Tyskland og [hjemland] vil samarbejde, der vil betyde, at klageren ikke kan være i sikkerhed i Tyskland. [Hjemland] har ikke en ambassade i Danmark, og klageren føler sig derfor mere tryg i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har yderligere gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren lider af fysiske mén som følge af overgreb begået i [hjemland]. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren ikke var bevidst om asylansøgningen i Tyskland. Det forhold, at klageren frygter [hjemlandets] ambassade i Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren kan henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder politiet, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren lider af fysiske mén, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han ikke lider af nogen kroniske sygdomme, og at han ikke tager medicin og har ikke haft nogen længerevarende eller alvorlige sygdomsforløb. Hertil lægger vi vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, Update 2022, s. 142, at asylansøgere de første 18 måneder er begrænset til akut lægehjælp, men efterfølgende kan tilgå sundhedsvæsnet i Tyskland på lige fod som tyske statsborgere, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig fysisk sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den fremsendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klager samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke var klar over, at han havde afgivet en ansøgning om asyl i Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/23/DIEI