Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende barn, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, samt at klageren føler sig mere tryg i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende barn, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren og hendes medfølgende barn i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke har modtaget en retfærdig og ordentlig asylsagsbehandling af de tyske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. De forhold, at klageren lider af hovedpine og smerter i øjnene som følge af psykiske udfordringer forårsaget af klagerens situation, og at klagerens barn lider af hoste, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har oplyst, at hun under sit ophold i Tyskland havde kontakt til en psykolog, men at klageren ikke var interesseret i at tale med nogen. Klageren har endvidere under samtalen med styrelsen oplyst, at klageren blev medicineret for henholdsvis hovedpine og fordøjelsesproblemer, og at klagerens datter ligeledes blev medicineret for sin hoste. Nævnet har videre lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren er blevet medlem af en frikirke i [by] og derfor mener, at Gud bedre kan beskytte hende i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fremhæver i den forbindelse, at klageren har mulighed for at praktisere sin religion i Tyskland, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren og hendes medfølgende barn til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2023/20/SACH
