Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige og ansøgerens frygt for udsendelse til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til [sit hjemland], fordi de svenske myndigheder har meddelt klageren afslag på sin ansøgning om asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at de svenske myndigheder i øvrigt ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og princippet om non-refoulement i praksis. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet behandlet dårligt af personalet på det asylcenter, hvor han var indkvarteret under sit ophold i Sverige, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har forklaret, at han ikke har klaget over centerpersonalets behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det svenske centerpersonale, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet svensk myndighed. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Sverige ikke har adgang til indkvartering eller økonomisk støtte samt, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/9/HLWK
