dub-pole20237

Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark, og som ifølge de polske myndigheder forsat er gyldigt. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den nuværende undtagelsestilstand i Polen, og fordi der er risiko for, at klageren ikke vil kunne få adgang til passende indkvarteringsforhold jf. Dublinforordningens art. 17, stk. 1, jf. EU charter art. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark, og at de polske myndigheder har oplyst, at klagerens visum fortsat er gyldigt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12 stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Polen har den [dato i foråret] 2023 også har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, under henvisning til den nuværende undtagelsestilstand i Polen, og fordi der er risiko for, at klageren ikke vil kunne få adgang til passende indkvarteringsforhold jf. Dublinforordningens art. 17, stk.1, jf. EU’s charter art. 1. Flygtningenævnet bemærker vedrørende indkvarteringsforholdene i Polen, at disse efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er behæftet med væsentlige mangler. Nævnet kan herved henvise til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on acess to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: “Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved - particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services -, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on receptions conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the center’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationalekonventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens bror i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens herboende bror, ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes i den forbindelse at der ikke er oplyst om forhold, der understøtter, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem klagerens og hans herboende bror jf. Dublinforordningens artikel 16. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikkefinder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/7/JURO