Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren frygter at blive udsat for chikane af kærestens familie i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i efteråret] 2022 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren i Østrig frygter at møde sin kærestes fætre og onkel, kan ikke føre til at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen hertil, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse, såfremt der skulle opstå et behov herfor, idet de østrigske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Østr/2023/6/SACH