Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Norge har oplevet problemer med en person, og som følge heraf blandt andet er blevet overfaldet. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til klagerens helbredmæssige forhold.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet overfaldet på det asylcenter i Norge, hvor han har opholdt sig, og at han har modtaget trusler fra overfaldsmandens bekendte, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren anmeldte overfaldet til de norske myndigheder, der herefter flyttede overfaldsmanden til et andet asylcenter. Såfremt klageren oplever flere trusler, må han rette henvendelse til de norske myndigheder, som har bevist, at de tidligere har taget klagerens anmeldelse alvorligt, og at det må antages, at de norske myndigheder igen vil have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har helbredsmæssige problemer i form af forhøjet blodtryk og stress, og at klageren står på venteliste til en psykologhjælp, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Norge ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de norske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Norg/2023/1/sme
