Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Nederlandene har [i foråret] 2023 også har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, herunder at forholdende ikke lever op til minimums-standarderne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er dokumenteret risiko for manglende og mangelfuld indkvartering – ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA, Country Report: The Netherlands, Update May 2023, s. 95-99, hvor det fremgår, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Det af klageren anførte om, at han rejste videre fra Nederlandene til [et andet europæisk land], fordi der ikke var mulighed for at blive undersøgt af en læge, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Nederlandene. Det af klageren anførte om, at der var slåskampe på asylcenteret, samt at hans telefon blev stjålet og at personalet på centret oplyste ham om, at de ikke kunne gøre noget, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren, såfremt han forsat oplever problemer på asylcenteret, må henvises til at klage til en overordnet myndighed i Nederlandene. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2023/6/imbs
