dub-kroa20239

Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, samt hans helbredsmæssige tilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har principalt gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren samt at klageren ved overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt til [sit hjemland] i strid med princippet om non-refoulement. DRC Dansk Flygtningehjælp har subsidiært gjort gældende, at klagerens sag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2022 Update”, udgivet i juni 2023, side 82-104, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 53 fremgår videre, at Dublinreturnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har forklaret, at han ved ankomsten til Kroatien blev tilbageholdt, og at han ikke fik tilbudt mad eller drikke i to dage, samt at han blev slået af de kroatiske myndigheder, der desuden talte aggressivt til ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke har klaget over de anførte forhold. Klageren må derfor, såfremt han ved en tilbagevenden til Kroatien forsat oplever problemer vedrørende indkvarteringsforholdene, henvises til at klage til den relevante overordnede myndighed i Kroatien. Flygtningenævnet finder, at heller ikke det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at han har smerter i ryg og lænd samt psykiske problemer i form af blandt andet søvnløshed, mareridt og indre uro, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 94 ff., at asylansøgere i henhold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige sygdomme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper har ret til psykosocial støtte og bistand i pressede situationer. Ligeledes fremgår af det rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtage-centrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en helbredsmæssig screening sted med lægetjek samt samtale med psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublinreturnees”, udgivet i januar 2022. Flygtningenævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgangen til behandling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på passende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dublinreturnees, da de ikke falder inden for kategorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kontinuerlig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger sammenholdt med de for nævnet foreliggende oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til, at der ikke kan ske overførsel af klageren til Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Flygtningenævnet lægger efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Uanset de foreliggende oplysninger om push-backs fra Kroatien finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, der har søgt om asyl og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i efteråret] 2022 blev registreret som asylansøger i Kroatien, og at Kroatien [i foråret] 2023 har accepteret at tilbagetage klageren. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport, side 53, vedrørende forholdene for Dublinreturnees, hvoraf fremgår, at: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublinreturnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Tilsvarende oplysninger fremgår af AIDA’s rapport. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder således på baggrund af ovenstående ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at over-føre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klagerens [familiemedlem] er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forhold til [sit familiemedlem] er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, idet klageren ikke har dokumenteret, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem dem. Flygtningenævnet finder derudover, at det anførte om risikoen for, at de kroatiske myndigheder vil afvise at behandle klagerens asylansøgning og sende ham tilbage til [hans hjemland], ikke er således underbygget, at dette kan føre til en ændret vurdering. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor anførte, ligesom der henvises til, at det som anført nedenfor forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder, inden en overførsel af klageren finder sted. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af ham underretter de kroatiske myndigheder om hans særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkedes, at det også gælder Dublinreturnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.”. Dub-Kroa/2023/9/imbs