dub-fran20237

Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle indkvarteringsforhold for afviste asylansøgere i Frankrig samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren blev registreret som asylansøger i Frankrig [i foråret] 2018. Klageren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik afslag på asyl i Frankrig, og at han derefter forblev i Frankrig, indtil han i [vinteren 22/23] rejste til Danmark. Han har ikke forladt medlemsstaternes område, efter han søgte asyl i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det af klagerens advokat anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, - uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvartering – ikke er af sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det anførte om klagerens helbredsmæssige og personlige forhold, herunder at klageren har symptomer på [psykisk lidelse], har [sygdom] og er stofmisbruger af [euforiserende stoffer], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Frankrig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Det i øvrigt af klageren anførte om adgang til indkvartering og om at få dækket basale behov ved et eventuelt fortsat ulovligt ophold i Frankrig kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/7/MLVT.