Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 4 år for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, til dels jf. § 225, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og som følge af [Landrettens] ankedom af [fra efteråret] 2021, hvorved klageren er udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Hvis dette er tilfældet, skal der i anden række tages stilling til, om klageren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Klageren har oplyst, at han i beskedent omfang har været politisk aktiv i Eritrea, og at han har deltaget i demonstrationer mod den eritreiske regering under sit ophold i Etiopien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de eritreiske myndigheder som følge af, at han er udrejst illegalt. Videre frygter han at blive hvervet til militærtjeneste, idet han tidligere er flygtet fra et fængsel, hvorfra han skulle i militærtjeneste. Endelig frygter klageren at blive fængslet og udsat for tortur, idet han har deltaget i demonstrationer mod den eritreiske regering. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren som eritreisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationalitetstjeneste i Eritrea, hvilket han ikke ønsker, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal i anden række tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Klageren er ved [Landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2021 straffet med fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, til dels jf. § 225, og [bestemmelse i straffelovens 27. kapitel]. Klageren er herved fundet skyldig i [beskrivelse af gerningsindhold]. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet afvejning og af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på navnlig omfanget og den særdeles grove karakter af den pådømte kriminalitet, og at klageren ikke har nær familie i Danmark. At klageren har to [familiemedlemmer] i Danmark, og hans forklaring for Flygtningenævnet om, at han har et stort netværk i Danmark, kan ikke føre til en anden bedømmelse. Flygtningenævnet finder, at klageren er straffet for en særlig farlig forbrydelse, og at han må betragtes som en fare for samfundet, og Flygtningenævnet er enig i de grunde, Udlændingestyrelsen har anført om karakteren af kriminaliteten. Flygtningenævnet tiltræder således, at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2023/3/CARA
