Dublin Familierelationer og aegteskabslignende forhold
Dublin - Afhaengighedsforhold
Dublin Helbredsmaessige forhold
Dublin
Artikel 13 (Indrejse og eller ophold)
Flygtningenævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien sammenholdt med klagernes helbredsforhold. Derudover henviste advokaten til, at klagernes børn og børnebørn har opholdstilladelse i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne [i efteråret] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2022/23] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagernes advokat har gjort gældende, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark, idet de må betragtes som særlig sårbare henset til deres alder samt fysiske og psykiske lidelser, og idet de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke får adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre deres helbred. Klagernes advokat har til støtte herfor oplyst, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circular letters af 5. og 7. december 2022, hvilket fortsat er gældende, og hvilket påviser, at klagerne ved en overførsel til Italien risikerer at måtte henvises til et liv på gaden. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved henvises til AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at de italienske myndigheder foretager en reel asylsagsbehandling, selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede. Nævnet har også lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstattede det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klagerne under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i EMRK artikel 3 eller EU-chartrets 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. De italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien suspenderer alle overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Som anført af Udlændingestyrelsen må det forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen, jf. herved navnlig præamblens pkt. 5, at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på den betydelige stigning i antallet af asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Den mandlige klager, der er født i [starten af 1960’erne], har om sin helbredsmæssige situation oplyst, at han har [en række sygdomme]. Den kvindelige klager, der er født i [midten af 1960’erne], har om sin helbredsmæssige situation oplyst, at hun lider af forhøjet blodtryk. Det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, s. 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagebehov, har sundhedsministeriet faste retningslinjer herom, og der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indgår i en prioriteret asylproces. Nævnet finder herefter, at klagerne i Italien vil have adgang til den nødvendige sundhedsbehandling. Det bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Italien herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylsøgere måtte have. Det forudsættes derfor, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel videregiver relevante oplysninger herom til de italienske myndigheder, forudsat at klagerne giver samtykke hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, stk. 2. Den omstændighed, at klagerne har tre børn, der er bosat i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering, idet børnene er voksne, ligesom der ikke foreligger et afhængighedsforhold som nævnt i Dublinforordningens artikel 16 mellem klagerne og børnene. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2023/1