Nævnet stadfæstede marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/45/sme. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [byen A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor, på vegne af klageren, som asylmotiv til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigen, samt de forskellige grupper, som bekrigede hinanden. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for seksuelle overgreb, fordi hun i forbindelse med en ransagning af sit hjem fik tilnærmelser fra en soldat. Hun frygter videre, at hun vil blive tilbageholdt, idet der ikke er ytringsfrihed i Syrien. Hun har videre henvist til, at hendes to brødre og svoger er militærunddragere, og at hun ikke har noget familie tilbage i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2021/2022], at der ikke er grundlag forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af opholdstilladelsen, at denne er tidsbegrænset og gældende i 1 år. Opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Opholdstilladelsen er efterfølgende blevet forlænget. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif-Damaskus. Klageren er født i Damaskus og er opvokset i [byen A], Rif Damaskus-provisen. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS Retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er således præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme en klager til gode. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle del af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal inddrages som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19a vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landet økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse, overfor intensiteten af det indgreb en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens rets til privat- og familieliv. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i art foretage indgrebet overfor intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren kom til Danmark som [12-15 årig]. Klageren har gået i skole i Syrien til 9. klasse. Klageren har gået i [udskoling] i Danmark. Klageren går nu på [uddannelse] 1. år. Hun har danske venner. Klageren er medlem af [forening]. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke under sagen oplyst om et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og dennes mor. Flygtningenævnet har herunder henset til, at klageren fraflyttede morens bopæl [i sommeren] 2020. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel, hvorfor klagerens opholdstilladelse skal inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus i Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 på grund af klagerens individuelle forhold. Der er herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at klageren ikke har haft personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien og at klageren ikke tidligere har været politisk aktiv. Det forhold, at klageren har deltaget i en demonstration i lokalområdet mod det syriske styre efter Udlændingestyrelsens afslag, og at der ifølge klageren er lagt billeder på de sociale medier fra demonstrationen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke findes at have sandsynliggjort, at hun herved er kommet i de syriske myndigheders søgelys, og at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for blive udsat for forfølgelse eller individuelle overgreb som følge heraf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens to brødre og svoger unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens to brødre og svoger kan betragtes som særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren frygter, ikke at kunne klare sig og ikke at have et sted at bo, er forhold af socioøkonomisk karakter, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on intervews between 16. og 27 november 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at der i Damaskus er adgang til basale livsfornødenheder, herunder adgang til mad, vand, elektricitet, skolegang, og at det er muligt at få et arbejde og et sted at bo i Damaskus, også for kvinder, idet kvinder i Syrien ligeledes har adgang til arbejdsmarkedet og har lov til at leje egen bolig. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/46/sme