syri2022140

Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/139. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har deltaget i en demonstration i [by A] vedrørende den danske udlændingelov. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klagerens mor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren var omfattet af denne afgørelse, idet hun var mindreårig. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive fængslet og slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hun tidligere var blevet tilbageholdt af sikkerhedsfolk og udspurgt om, hvorvidt hun kæmpede for Den Frie Syriske hær. Klagerens mor henviste videre til, at klagerens [familiemedlem A] var blevet fængslet, og at familien ikke havde set [familiemedlem A] siden. Klagerens mor henviste desuden til, at klagerens far var blevet genindkaldt til militæret, men at han ikke mødte op og skjulte sig. Klagerens far blev opsøgt på familiens bopæl, som blev ransaget, og da sikkerhedsfolkene ikke kunne finde ham, truede de klagerens mor med, at de ville tage hende i stedet for. Klagerens mor henviste i øvrigt til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, nr. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hele hendes familie er efterlyst, og at der er risiko for, at også hun er efterlyst. Klageren har videre henvist til, at hendes [familiemedlem A] blev fængslet for [en årrække] siden, og at hun formoder, at han blev fængslet, fordi han havde forladt Syrien og genindrejste. Hun frygter, at også hun vil blive fængslet, hvis hun genindrejser. Klageren har endvidere henvist til, at hendes far er udeblevet fra en genindkaldelse fra det syriske militær. Endelig har klageren henvist til den medieeksponering, der har været af klageren og dennes familie. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i området. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klagerens asylmotiv er i det væsentlige enslydende med klagerens mors asylmotiv. Klageren har således ikke selv haft personlige konflikter med de syriske myndigheder, og Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af det oprindelige asylmotiv. Der har for Flygtningenævnet været afspillet et videoklip fra [medieplatform B], hvor klageren og dennes mor bliver interviewet til [medieplatform C]. Der har endvidere været forevist uddrag af en optagelse af en [demonstration], der blev afholdt i [by A] i [2020’erne]. Endelig er der fremlagt avisartikler omhandlende familiens situation. Klageren fremgår med navn og billede foran et oppositionsflag i indslaget på [medieplatform C], der som anført ligeledes kan ses på [medieplatform B]. I indslaget udtaler klageren og dennes mor sig kritisk om den syriske regering, herunder særligt vedrørende forholdene for fængslede, som ifølge klageren og moren bliver udsat for mishandling og tortur. Efter de foreliggende oplysninger om det pågældende medie og indslagets eksponering finder Flygtningenævnet, at klagerens medvirken indebærer en risiko for, at klageren er eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af styret. Herefter og ud fra det forsigtighedsprincip, som Flygtningenævnet udviser i forhold til syriske statsborgere, må det på denne baggrund lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2021, således at klageren meddeles har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/140/ACA