Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 40 dage for overtrædelse af [en straffelovsbestemmelse] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved landsrettens ankedom [i vinteren 21/22] udvist med indrejseforbud i 6 år, og der skal derfor i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10 stk. 3, 1. pkt. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2021 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til hans politiske aktiviteter efter udrejsen fra Iran, hvor han havde offentliggjort en række opslag på [socialt medie] og i [efteråret] 2021 udgivet en bog om [emne]. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved [landsrettens] ankedom [i vinteren 21/22] idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af [en straffelovsbestemmelse]. Klageren har forklaret nærmere om de omstændigheder det strafbare forhold blev begået under]. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om karakteren af det begåede forhold finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, skt. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/48/DIEI
